Politiken har den seneste tid haft fokus på afhængighed af smartphonen. For eksempel beskriver læge Imran Rashid i en kronik og i sin bog ’Sluk’, at hjernen får en lille indsprøjtning af belønningshormonet dopamin, hver gang vi får en sms, et like på Facebook eller en notifikation om, at nogen har kommenteret et billede på Instagram. Det er blandt andet derfor, de unge digitale indfødte og alle vi andre hele tiden tjekker de digitale og sociale medier: i håbet om at få det næste rush af dopamin.
Hvis dette sker ofte og i for lang tid, kan vi faktisk udvikle en form for abstinenser, hvis det udebliver. På mange måder ligesom hos en decideret afhængig person.
Derfor skal vi tage konsekvenser af den tvangsmæssige smartphone-afhængighed meget seriøst. Men vi er også nødt til at nuancere for at forstå, hvori afhængigheden består. Det er nemlig lige så vigtigt at slå fast, at dopamin trods alt kun udgør en lille del vores afhængighed.
Der er en endnu mere grundlæggende – praktisk – afhængighed: De sociale medier, smartphonen, tabletten er i høj grad et uundværligt redskab i hverdagen og har at gøre med konkret at få livet til at køre helt nede på lavpraktisk niveau.
Når vi skal arrangere alle mulige events, finde oplysninger, kommunikere og være sammen med folk. Der er så mange ting og aktiviteter, som er direkte forbundet med smartphonen: at betale regninger og overføre penge til vennerne, at tage billeder og optage videoer, at tjekke vejret og nyheder, at streame musik og film og ikke mindst at huske vores venners fødselsdage eller holde kontakter med gamle klassekammerater.
Eksemplerne kan fortsættes i det uendelige. Vi kan vælge internettet fra, slukke smartphonen og lægge iPaden i skuffen. Det kan faktisk være en rigtig god idé at vælge at gøre nogle gange, og man hører også jævnligt om især unge, der proklamerer, at nu har de gjort det – i hvert fald i en periode.
Men det er altså stadig lidt som at deltage i et eksperiment, som ikke ligner hverdagen ude i virkeligheden ret meget. Og at droppe mobilen og internettet permanent er efterhånden ikke muligt eller i hvert fald ikke en særlig god idé i 2017: En 15-årig pige fortalte mig i en paneldebat, at hun i en periode havde ’blokeret’ sin Facebook. Men hun indrømmede, at når hun begyndte i gymnasiet efter sommerferien, ville hun være nødt til at åbne den igen. Ellers kunne hun ikke gennemføre gymnasiet. Fordi der foregik så mange praktiske ting om lektier, aflyste timer, emner i timerne og selvfølgelig arrangementer og fester. Hun fortalte i øvrigt også, at hun selvfølgelig stadig var på Facebook, bare per stedfortræder – altså via veninder – for ellers vidste hun jo ikke, når der skete noget.
At droppe mobilen permanent er efterhånden ikke muligt
Søren Schultz Hansen
Afhængigheden af digitale og mobile medier er også knyttet til en social afhængighed. Skælder forældre deres digitale indfødte børn ud for at være for meget online, er det næsten det samme som at skælde ud over, at de er for sociale. Afhængighed af den digitale verden er også symptom på, at digitale indfødte er og gerne vil være sammen med deres venner. Hvilket de færreste forældre vel trods alt synes er negativt?
Skriv kommentar