Jeg troede, at det handlede om at få de bedste og mest kvalificerede ansat på universiteterne og ikke de fysisk stærke mænd, som Thorkild D. Kjærgaard her i avisen fremhæver som de bedst egnede til at være professorer.
I 2005 lancerede daværende forskningsminister Helge Sander (V) rapporten ’Alle talenter i spil. Flere kvinder i forskning’, som opfordrede politikerne, lederne og kvinderne til at handle. Der er da også sket lidt på universiteterne, men fra politisk hold sker der intet.
Dorte Toft: Jeg vil sgu’ genfødes som mandDen foregående regering havde i 2014 taget initiativ til oprettelse af en taskforce under ledelse af Liselotte Højgaard, hvis rapport indeholdt 24 anbefalinger for flere kvinder i forskning. Ingen af disse forslag kom i nærheden af kønskvotering. Rapporten nåede at blive diskuteret på et møde på CBS, men havnede i papirkurven, da vi fik en Venstre-regering.
Samtidig havde Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd under ledelse af Jens Oddershede foretaget en analyse af, hvordan man arbejder med ligestilling i forskning i nogle udvalgte lande, som ligner os, hvad angår professorat-politik (Schweiz, Østrig, Holland og Finland).
Rapportens skæbne blev en direkte tur i skraldespanden. Den viser, at der skal et langt og sejt træk til. Mens Danmark har haft enkeltstående initiativer, har disse lande ført politik gennem 10-15 år. Og så rykker det.
Hvorfor skal vi have flere kvinder? Fordi hver 4. professor kunne have været klogere, som professor Nina Smith udtalte i 2014.
Kvinder og mænd må formodes at være lige kloge, men da 80 procent af professorerne er mænd og kun 20 procent er kvinder, får vi ikke de bedste.
Kvinder klarer sig bedre hele uddannelsesforløbet igennem, men forsvinder i toppen. Ser vi på talentmassen, ryger vi ned rent intelligensmæssigt med nogle mandlige professorer. Og kvinderne bliver jo i højere grad lektorer, men når ikke toppen.
Bestyrelses­kvinde: Hvorfor siger kvinder nej til bestyrelses­poster?Det betyder, at 66 procent mandlige lektorer bliver til 80 procent mandlige professorer, mens 34 procent kvindelige lektorer bliver til 20 procent kvindelige professorer. Der er da spild af talent.
Jeg ved ikke, hvad vi kan forvente af denne regering, selv om det var en partifælle, der lancerede ideen om ’Alle talenter i spil’.
Så derfor må vi sætte vores lid til universiteterne, som måske kunne forbedre og kvalificere ligestillingspolitikken gennem sammenarbejde og vidensdeling.
fortsæt med at læse
