Hver gang jeg tænder mit fjernsyn eller åbner min computer, bliver jeg bombarderet med fortællinger om særlige og anderledes liv: Hollywood-livet, de kendte og rige, de unge og smukke, modeller og skuespillere, men også livet på psykiatrisk afdeling, folk på gaden og så videre.
Mange medier beskæftiger sig med fortællingen om marginaliserede befolkningsgrupper, mens jeg ser på mig selv og tænker: »Du er sgu da egentlig ret kedelig. Skulle du ikke til at få dig et mere udfordrende eller spændende liv?«.
Vi unge må gøre oprør og redde hinandenVi skal nemlig helst være anderledes. Alle sammen. Vi skal være innovative, kreative, produktive og skille os ud. Alle sammen. Men fortæl mig lige, hvordan jeg kan være anderledes fra alle andre, når også de er anderledes. Hvad stiller jeg op, hvis det viser sig, at jeg faktisk er ret tilfreds med bare at være helt almindelig?
Jeg tror, at det stærke fokus på at skille sig ud påvirker både min generation og yngre generationer. Vi er bange for det almindelige liv, og jeg frygter, at konsekvensen af, at vi alle jagter nye måder at være anderledes på, er, at vi skaber en virkelighed, hvor man skal være anderledes for at blive anerkendt.
Det er selvfølgelig ikke noget nyt, at vi lever i en tid, hvor vi helst skal præstere på alle områder: studie, karriere, familie, personlig udvikling og så videre. Det presser og stresser mange - inklusiv undertegnede - og heldigvis ser jeg en spirende tendens til også at sætte fokus på ’det uperfekte’. Det uperfekte bliver dog i mine øjne opstillet som en lige så anderledes fortælling som ’det perfekte’, og således sidder jeg stadig tilbage med en følelse af at være ualmindeligt almindelig, når jeg slukker for mit fjernsyn søndag aften.
Jeg har forsøgt at spørge mig selv, hvorfor det mon er så skræmmende at være almindelig. Jeg tror desværre, det handler om, at almindelighed og kedelighed er blevet nært beslægtede. Der skal ske noget hele tiden, du skal have noget at fortælle, du skal drømme de rigtige, store drømme, og du skal udfordre livet konstant. Jeg oplever en ’og-hvad-mere?’-tendens, som er kravlet ind under huden på mig, og som gør det svært for mig at være tilfreds. Her taler jeg hverken om jobmarkedet eller uddannelsessystemet, men om snakken i fredagsbaren, ved familiesammenkomsten og på caféen med veninderne. Det er noget, der sker mellem os, og som mange af os er medproducenter af. Vi skal på den ene eller anden måde udmærke os, og jeg skal helst kunne fortælle en historie, som gør mig til et interessant menneske, der er på vej et interessant sted hen. Det er umiddelbart ligegyldigt, om min historie er storartet og luksuriøs eller dyster og trist, bare jeg har noget at fortælle.
Jeg er klar over, at den anderledes fortælling på godt og ondt også er den fortælling, som er mest interessant at belyse og vækker flest følelser hos sit publikum. Vi forarges, vi rystes, vi glædes. Fortællingen vil måske endda bidrage til din egen fortælling. Uanset hvad så giver det os noget at tale om.
Det er da heller ikke sikkert, at de klassiske medier vil være i stand til at fortælle historien om det mere almindelige liv, men jeg håber, at den kan tages ind i klasserummet, studiegruppen og frokoststuen. For ligeså vel som det er vigtigt, at vi er opmærksomme på forskellighed og anderledeshed, er det vigtigt at være oplyst om, hvor stort et privilegium det er at være helt almindelig, og at der bør være plads til de små såvel som de store fortællinger rundt om frokostbordet.
Vi unge er 'generation gravalvorlig'Jeg mangler at få den fortællingen om livet, der ikke på overfladen skiller sig synderligt ud. Hvordan håndterer ganske almindelige mennesker livets udfordringer? Hvordan fejler vi, og hvordan rejser vi os igen?
Det, jeg forsøger at sige er, at livet som studerende, håndværker, lærer, læge og hjemmegående alle er unikke liv med sine goder og onder, og de liv må vi ikke negligere. Mens vi sidder der i sofaen foran fjernsynet søndag aften, skal vi huske, at vi alle har liv, der er værd at leve, historier, der er værd at fortælle, og problemer, der er værd at dele. Vi skal ikke være bange ikke at blive Hollywood-stjerner eller selvstændige innovatører.
Hvad der er anderledes og almindeligt er diskutabelt. Min pointe er blot, at jeg ser en dyrkelse af det anderledes og en utilfredshed over det almindelige, som er ærgerlig. Jeg kommer højst sandsynlig ikke til at leve et liv, der på nogle måder er ekstraordinært, men jeg tror på, at det bliver godt alligevel.
Så til alle andre unge med uro i maven over ikke at være noget ’ekstra’: Skab dit eget normale ’ekstra’, vær stolt af det og husk at nyde det!
fortsæt med at læse
