Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Hvad er der så indlysende forkert ved at gøre opmærksom på, at visse dynamikker, holdninger, perceptioner, anskuelser eller sproglige kategorier helt eller delvis er sammenfaldende med nazismen?, spørger Dennis Nørmark.

Hvad er der så indlysende forkert ved at gøre opmærksom på, at visse dynamikker, holdninger, perceptioner, anskuelser eller sproglige kategorier helt eller delvis er sammenfaldende med nazismen?, spørger Dennis Nørmark.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Smid bare nazikortet: Det er ikke forkert at påpege, at visse holdninger er helt eller delvis sammenfaldende med topnazisters ytringer og programmer

Hvis vi ikke tillader, at noget bliver kaldt nazisme, før det i skala og i ublu ondskab når op på siden af de totalitære regimers forbrydelser, har vi sat barren alt for lavt og alt for sent.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1951 opfandt den amerikanske filosof Leo Strauss begrebet reductio ad Hitlerum for at problematisere tendensen til at afspore en debat ved pludselig at gøre en opponent opmærksom på, at »det mente Adolf Hitler også«.

Ifølge Leo Strauss var det en argumentatorisk uskik på den måde at annullere en modstanders synspunkt og uskadeliggøre ham som fornuftig samtalepartner. For »et synspunkt bliver ikke gendrevet, blot fordi det tilfældigvis deles med Hitler«.

I dag kender vi fænomenet som nazikortet, og det blev eksempelvis spillet for kort tid siden, da næstformanden i Landsforeningen for socialpædagoger, Jan Hoby, under en demonstration foran et jobcenter udtalte, at medarbejderne i centret var blevet »socialiseret ind i det brutale system, som politikere har skabt igennem reformer. De har et ansvar. Det er ikke sådan, at du kan stå inde ved gasovnen i Auschwitz og sige: jeg er bare en almindelig administrativ medarbejder«.

Gik Hoby for langt? Det synes eksempelvis Københavns beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev, men har hun ret?

Siden Leo Strauss introducerede nazikortet, bliver sammenligningen med Det Tredje Rige generelt ikke opfattet som god skik, og i debattråde er nazikortet ofte det sidste desperate skud i bøssen og regnes for en art kapitulation. Når alt andet fejler, prøv med Hitler.

Man er menneskeligt forpligtet til at se op fra skrivebordet og en gang imellem spørge sig selv: »Hvad fanden er det lige, jeg foretager mig?«

Men hvorfor egentlig? Hvad er der så indlysende forkert ved at gøre opmærksom på, at visse dynamikker, holdninger, metoder, perceptioner, anskuelser eller sproglige kategorier helt eller delvis er sammenfaldende med nazismen og topnazisters ytringer og programmer? Er det altid uvæsentligt?

Hvis vi tager Jan Hobys bemærkning om den pligtopfyldende bureaukrat, der administrerer et system, der er umenneskeligt, er det på mange måder foreneligt med det begreb om ’ondskabens banalitet’, som den jødiske filosof Hannah Arendt udviklede, da hun skulle beskrive, hvordan holocaust kunne føres ud i livet.

Arendt brugte overbureaukraten Adolf Eichmann som eksempel på et menneske, der var »holdt op med at tænke« og ikke vurderede ordrer, regler og procedurer ud fra noget etisk ideal, men blot så dem som karrierefremmende mekanismer, der, hvis fulgt til punkt og prikke, ville sende ham op ad rangstigen i nazismens dødsmaskine.

Jeg mener, som Arendt, at man som bureaukrat har et ansvar, hvis man udmærket er klar over, at ens handlinger er unyttige, tåbelige, fører til objektiv lidelse, eller så godt som intet godt gør. Man kan ikke dække sig ind under, at »sådan er reglerne nu engang«. Man er menneskeligt forpligtet til at se op fra skrivebordet og en gang imellem spørge sig selv: »Hvad fanden er det lige, jeg foretager mig?«.

I den forstand har Jan Hoby ret i, at den mekanisme, der muliggjorde Auschwitz, for så vidt er til stede i visse administrative dele af den danske velfærdsstat.

Eller hvad med en sammenligning imellem Donald Trump og Adolf Hitler? Det er blevet forsøgt flere gange og bliver næsten altid afvist som upassende. Men hvorfor egentlig?

Filosoffen Peter Sloterdijk har beskrevet, hvordan det appellerende ved Adolf Hitler ikke var hans storslåethed eller geni, men hans almindelige hverdagsagtige vulgaritet. Som han skriver i bogen ’Masse og foragt’, kom Hitler »ikke til magten i kraft af en eller anden overordentlighed, men i kraft af sin umisforståelige grovhed og sin udprægede trivialitet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Andre af Hitlers biografister har også betegnet føreren som en ’nullitet’. En mand, som bare trådte ud af massen og på den måde blåstemplede de almindelige menneskers forestillinger om verdens indretning, og hvem der var skyld i dens forfald. Adolf Hitler fortalte dem, at verden var lige præcis så enkel og ukompliceret, som de forestillede sig, at den var.

Nøjagtig det samme er blevet sagt om Donald Trump. Han er præcis lige så indbildsk, impulsiv, fordomsfuld, kortsigtet og manipulerbar som sine vælgere. Derfor elsker de ham. Han hæver deres egen almindelighed op til noget præsidentielt.

Hitler led af en narcissistisk forstyrrelse, der gjorde, at han troede, han var ufejlbarlig. Også det kender vi fra Trump. Var der vold og opfordring til vold ved Hitlers partimøder? Absolut - og det samme har været tilfældet ved Trumps. Donald Trump flirtede med tanken om ikke at anerkende et valgresultat, der ikke faldt ud til hans fordel. En handlemåde, der er standard for enhver fascistisk diktator.

Er Donald Trump en ny Adolf Hitler? Nej, ikke helt, men er det fair at sammenligne dem på visse punkter? Helt klart. For her er ikke tale om ligegyldige sammenfald, som eksempelvis det forhold, at både Trump og Hitler var afholdsmænd, men om reelle og relevante sammenfald med en farlig potentiel politisk konsekvens.

Man bliver ikke nazist af at stemme på Donald Trump eller arbejde på et jobcenter. Hvis vi påstår det, ender vi med at devaluere omfanget af nazismens forbrydelser. Men det er heller ikke pointen.

Pointen er den samme som Hannah Arendts udødelige pointe om ondskabens banalitet. For vi bliver nødt til at minde hinanden om, at fascisme og nazisme ikke er enestående onde fænomener, opfundet og vedligeholdt af enestående onde mennesker. De blev opfundet og vedligeholdt af mennesker som dig og mig for under 100 år siden, og det kan ske igen.

Fascismen kommer ikke på én gang, men siver ind igennem sprækkerne, når ting i det moderne, oplyste, demokratiske samfund begynder at smuldre. Hvis vi forventer, at fascismen kommer igen med skrårem, strækmarch og brunskjorter, kan vi meget vel ende med at blive taget på sengen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis vi ikke tillader, at noget bliver kaldt nazisme og fascisme, førend det i skala og i ublu ondskab når op på siden af de totalitære regimers forbrydelser, har vi sat barren alt for lavt og alt for sent.

Vi bliver nødt til at tillade, at man kan smide nazikortet i god tid, førend alle elementer er til stede. For erfaringen fortæller os, at når først alle elementerne er på plads og fascismen er færdigmonteret, så er det for sent at råbe op om noget som helst.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden