Der var engang ti personer, som hver dag spiste sammen på Restaurant Dannebrog. Den fælles regning var hver gang på 1.000 kr. som de delte på omtrent samme måde, som vi her i landet betaler skatter.
Den psykisk syge, førtidspensionisten, kontanthjælpsmodtageren og asylansøgeren spiste gratis. Den arbejdsløse betalte 10 kr., receptionisten 30 kr., børnehavepædagogen 70 kr., regnskabschefen 120 kr., overlægen 180 kr., mens ingeniøren, som havde stiftet sin egen virksomhed, betalte 590 kr.
Sådan spiste de sammen hver dag, indtil Restaurant Dannebrog meddelte, at der efter flere års ansvarlig restaurationsdrift var skabt økonomisk råderum til en rabat på 200 kr. Gruppen ville stadig betale regningen på samme måde. Så de første fire skulle fortsat spise gratis. Men hvordan skulle de seks andre dele de 200 kr. uden at øge uligheden?
De ni andre satte sig til bordet og spiste, som de plejede. Først da regningen kom, opdagede de, at der manglede 520 kr.
»200 kr. delt med seks er 33 kr. Lad os trække det beløb fra hver persons andel«, foreslog den arbejdsløse, som dermed skulle modtage 23 kr. for at spise. Men det afviste Restaurant Dannebrog, for det ville belaste omdømmet, hvis gæsterne blev betalt penge for spise der.
Restaurant Dannebrog foreslog derfor, at rabatten på de 200 kr. i stedet skulle gå til at sløjfe betalingen for den arbejdsløse og reducere prisen for de tilbageværende fem betalende. Dermed skulle receptionisten betale 20 kr., børnehavepædagogen 50 kr., regnskabschefen 90 kr., overlægen 120 kr., og ingeniøren skulle betale 520 kr. i stedet for de 590. Dermed ville alle spise gratis eller betale mindre end tidligere.
Men planen blev mødt med afvisning, for flere i middagsselskabet havde regnet på, hvor meget hver enkelt sparede: »Jeg får kun 10 kr. af de 200 kr.«, begyndte den arbejdsløse og pegede på ingeniøren, »mens du får 70«.
»Præcis«, sagde receptionisten. »Jeg sparer også kun en 10’er. Det er uretfærdigt, at ingeniøren skal have 7 gange mere end mig!«.
»Det er sandt«, råbte børnehavepædagogen. »Hvorfor skal han have 70 kr., når jeg kun får 20? Det er ulighed!«.
»Og vi får ingenting! Det er udbytning af de fattige!«, udbrød de fire mangeårige gratister.
Næste aften meldte ingeniøren afbud til middagen, for han skulle til New York for at underskrive en aftale om flytningen af sin virksomhed og familie til USA.
De ni andre satte sig til bordet og spiste, som de plejede. Først da regningen kom, opdagede de, at der manglede 520 kr.
Ugen efter mistede receptionisten og regnskabschefen deres arbejde i ingeniørens virksomhed, og efter yderligere tre uger måtte børnehavepædagogen gå ned i tid, fordi der var færre børn i den daginstitution, hvor ingeniørens tre børn tidligere havde gået.
Overlægen blev ikke direkte berørt af ingeniørens udrejse, men da han af de otte andre blev mødt med et krav om at flerdoble sin betaling, blev han så fortørnet, at han ikke ville spise sammen med dem længere. Det fik de otte andre til at vedtage ved en demokratisk afstemning, at overlægen skulle betale sin forhøjede andel, uanset om han mødte op til middagen eller ej. Overlægen, som måtte bøje sig for flertallets afgørelse, ringede til sin gamle ven, ingeniøren: »Hej du. Kan du hjælpe med et par kontakter?«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar