Dorte Toft: Der snakkes ikke nok om, hvor afgørende fædre er for døtres chancer her i livet

Her en ode til alle de fædre, der indprenter deres døtre, at de kan række efter månen. At de kan alt, de vil, og fejler de, vil de stadig være lige elskede. Fatter I mænd, hvor afgørende I er for jeres døtre og deres fremtid?

Oden har ofte trængt sig på, inspireret af fortællinger fra en række kvinder, jeg beundrer. De fleste af dem har vist sig at være stærkt præget af netop sådanne fædre.

De er ’fars døtre’, typisk velsignet af en så solid selvtillid, at det meste bliver lettere. De lader sig ikke kue, de overfortolker ikke det usikre. De møder verden med nysgerrighed, er modige og udholdende.

Fars datter føler sig også godt tilpas blandt gutterne, og trivslen er ofte gensidig. Hun vælger friere på uddannelseshylderne, og har en bedre chance for at nå helt til tops i, hvad hun end vælger, hvis det er hendes ønske.

Hun har tilmed en større tendens til at få valgt sig en god livsledsager, mens en del andre kvinder igen og igen leder efter ’far’ og den ubetingede kærlighed, men i stedet falder for Prins Charming, hvis stormende belejring først og fremmest afspejler eget store ego og erobringstrang.

Denne hyldest til gode fædre er ikke er skrevet for at pisse alle jer gode mødre af, men der er noget særligt på spil i far/datter-samspillet, som er vigtigt i relation til venskaber på tværs af køn, kærlighed og alt det andet af livet, hvor hankønnet som bekendt fylder ganske meget. Selvfølgelig giver det en fordel at kende ’territoriet’.

Men, kære far. Har du også en søn, så tyder statistikkerne på, at du vil bruge mest tid med ham.

Der er selvfølgelig en identifikation og en lyst til at trække ham ind i din verden, men træk din datter med, hvis du ønsker, at hele spektret af muligheder skal ligge for hendes fødder.

Det kønsstereotype ligger desværre snublende tæt, idet fædre med både søn og datter typisk taler mere om biologi som forklaringsmodel på forskelle, end de fædre, der udelukkende har døtre.

Min aktuelle interesse for far/datter-relationen handler om angst. Om hvad, der har præget debatten, efter den svenske journalist Kim Wall mistede livet. Sagen fik kvinder til igen at skrive om deres angst i relation til mænd, men i kommentarspor så jeg så antydninger af, at kvinder bare er blevet for angste, ser risici overalt, og at det er unfair mod mænd, for det er jo #notallmen.

Det er det bestemt heller ikke, men varedeklarationen ’garanteret ufarlig’ står altså ikke stemplet i panden.

Er kvinder vitterlig blevet for angste? Så bør fædre måske også få kigget indad. Indskærper far sin datter flere forholdsregler end sin søn, og er det på sin plads?

Hvis ja, så må der tages nogle gode lange snakke i tide, hvor far også fortæller om sig selv og kammeraterne. Det er desuden nødvendigt at tage fat, hver gang forsiderne melder sig med al deres gru, og når datterens veninde har været ude for noget ilde.

Selvfølgelig er mor i den grad på banen, men det er ikke nok, for det handler om mænd.

Men igen. Hip hip for den gode far, og for de gode mænd, der støtter den enlige mor i hendes datterrelation.

Og så en kæmpe røvfuld til den far, der bryder ned. En røvfuld til skiderikken, om direktør eller på understøttelse, der ynder at fortælle datteren, at hun er dum eller tyk eller grim eller det hele og lidt til.

Et læs røvfulde til ham, der kun er forelsket i sig selv, til ham, der håner konen og andre kvinder i datterens nærvær, og til ham, der kalder datteren for luder, når hun kommer sent hjem.

De findes, disse fædre, og de kan være sikre på én ting. Nul respekt, når datteren er blevet voksen. Men måske medlidenhed.