Første gang jeg åbnede mine øjne, så jeg dig. Du var så yndig. Jeg forelskede mig i dig. Du forelskede dig i mig. For jeg var jo ikke ligesom de andre, jeg var en af de gode. Vi havde det fantastisk, vi var lykkelige og glade for hinanden. Det kan også være noget, som jeg bildte mig selv ind, for kærlighed gør jo blind.
Men nu skal vi i parterapi, fordi du ofte overser mig i vores forhold. Nogle dage spiser vi smørrebrød og griner over Olsen Banden, andre dage knevrer du om, hvor irriterende det egentlig er, at vi ikke altid kan lide den samme mad, at jeg sommetider faster, og at min mor går med tørklæde.
Der er ikke plads til mig i vores forhold længere. Nogle måneder gør du mig lykkelig, andre måneder gør du mig dybt ulykkelig. Vi har mange op- og nedture. Her for tiden flere nedture end opture. Det kan godt være, du ikke helt er klar over det, men jeg føler ofte, at du stikker til mig med dine kommentarer om, at vi ikke taler samme sprog, og at vores kulturer ikke passer sammen, og at vi er for forskellige.
Du siger, jeg skal slappe af, og retfærdiggør det ved at sige, at det var ment ironisk, fordi ironi ligger i din DNA. Jeg tror, det er dine venner fra højrefløjen, der påvirker dig. Hver gang du kommer hjem fra en bytur med dem, beder du mig om at forlade vores lejlighed. Hvor skal jeg gå hen? Jeg bor jo her sammen med dig.
Du har flirtet alt for meget med dine venner fra højrefløjen, siden 90’erne. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal tilgive dig for dengang, du var mig utro med DF, fordi DF mente, du var mere hendes end min. Eller endnu værre; alle de gange du har set til, når tilfældige på gaden har diskrimineret mig og været grænseoverskridende. Eksempelvis med deres hensynsløse og tarvelige kommentarer om mine brune øjne, mit mørke hår og generelt eksotiske eller etniske udseende, om man vil.
Vi skal i parterapi nu, fordi jeg føler, at vi er gledet fra hinanden. Vi misforstår oftere og oftere og taler forbi hinanden. Vores forhold er meget skrøbeligt. Du er usikker på, om jeg vil dig nok, og jeg er usikker på dine forventninger til mig. Kan jeg nu bestå din indfødsretsprøve? Bestå danskuddannelsesprøven? Giver jeg nu nok afkald på min egen kultur for at gøre dig glad? Og hvor er balancen?
Mange siger, at jeg bare skal droppe dig og flytte hjem til min ekskæreste Tyrkiet, men det har jeg jo ikke lyst til. Jeg har ikke ligeså meget tilfælles med Tyrkiet, som jeg har med dig. Det er dig, jeg er vokset op sammen med. Jeg kender ingen steder uden dig.
Du har hjulpet mig med min uddannelse, formet mine værdier og meget mere. Alt det elsker jeg dig for. Jeg vil gerne dig, og nogle gange vil du også mig. Lige nu er vi bare i ubalance. Du har gjort meget godt for mig gennem årene, og derfor skal vi finde en løsning sammen. Derfor skal vi i parterapi.
Jeg håber, at det virker. Ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Vi er nødt til at lytte til hinanden, lære at vise omsorg for hinanden, lade være med at ville ændre på hinanden og rumme hinandens forskelle og ligheder.
Jeg har ikke lyst til at leve et liv uden dig, og det sidste jeg vil er, at vi går fra hinanden grundet vores forskelligheder.
fortsæt med at læse
