0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Henrik Marstal: Hugh Hefner var en ynkelig skikkelse, der mente, at kvinders primære egenskab var deres merkantile fuckablitity

Der er ingen fornuftige årsager til at betragte Hugh Hefner som en helt. At han bliver det, siger mere om skribenterne bag nekrologerne end om den nu afdøde Playboy-grundlægger.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fredagens udgave af MetroXpress bragte en stor nekrolog om Playboy-grundlæggeren Hugh Hefner. Den var skrevet af Ritzau, havde overskriften 'Den største playboy er død' og udformede sig som en heltefremstilling, hvor Hefner selv blev beskrevet som den rene helgen.

Artiklen er blot en af mange i danske og udenlandske medier, hvor hyldesten til Hefner har overskygget den kritik af hans virke, som det er strengt nødvendigt at bringe til torvs.

Rationalet i hyldningerne lader til at være, at Hefner med magasinet Playboy bidrog afgørende til at fremme den seksuelle frigørelse og gøre sex til noget, der var forbundet med lyst og glæde snarere end med skam og ubehag.

Hvis du ellers er rig nok, smart nok og magtfuld nok, kan du leve, til du dør omgivet af konventionelt smukke, attraktive unge kvinder, der villigt dyrker sex med dig, når end du vil

Dertil kommer, at han med sit ry som genial forretningsmand og sin seksualdriftsfokuserede livslyst personificerede en maskulin urdrøm: Hvis du ellers er rig nok, smart nok og magtfuld nok, kan du leve, til du dør omgivet af konventionelt smukke, attraktive unge kvinder, der villigt dyrker sex med dig, når end du vil.

Kort sagt: Han fremstod ifølge dette rationale som en af de store, en af de helte, hvis virke vi andre nu kan se tilbage på og føle os beriget af.

Men når jeg ser tilbage på Hugh Hefners liv, har jeg mere end almindelig svært ved at få øje på noget som helst heroisk ved hans dispostioner såvel privat som professionelt.

Først det professionelle: Playboy-magasinet bidrog systematisk til at fremstille den unge, seksualiserede kvindekrop som netop det, der gav en kvinde sin egentlige værdi, vel at mærke alene for den mandlige betragtning. At magasinet oprindeligt benyttede undertitlen 'Entertainment for men', understreger blot pointen.

Det var ikke seksualiseringen i sig selv, der var problemet, men snarere den måde, den her blev udfoldet på: Som en merkantil vare, der tjente til at skabe yderligere forventninger til kvinden som en underskøn halvgud, hvis hovedformål i tilværelsen mindre var at føde børn eller passe hjem end at være seksuelt tilgængelig for manden på måder, der alene satte hans og aldrig hendes seksualitet i centrum.

Når jeg ser tilbage på Hugh Hefners liv, har jeg mere end almindelig svært ved at få øje på noget som helst heroisk ved hans dispostioner såvel privat som professionelt

Det vil sige: Naturligvis indtil kvinden nåede en alder, hvor hendes attraktion var falmet. Men så stod der heldigvis mange andre unge kvinder klar til at assistere, og hvilken mand interesserer sig for en kvindes personlighed, så længe hun ikke bliver ældre, mindre villig eller mindre konventionelt attraktiv?

Derfor var Playboys fremstilling af kvinder direkte kontraproduktiv i forhold til realiseringen af den seksuelle frigørelse, som efter et meget langt tilløb opstod i 1960'ernes anden halvdel. For denne frigørelse fokuserede jo blandt andet på kvinders ret til at udleve deres egen seksualitet, ligesom den forpligtede mænd på, at den seksuelle akt handlede om andet og mere end deres egen personlige tilfredsstillelse. Alene derfor forekommer den kulturhistoriske betydning af magasinet at være en del overdrevet.

Det er helt symbolsk, at Hefners forretningsmetoder fra første færd langt fra var fine i kanten: De billeder af Marilyn Monroe, som han i 1953 lancerede det første nummer af magasinet med, var taget fire år tidligere, kort før hendes gennembrud som skuespiller. Han havde købt rettighederne til billederne og derefter bragt dem uden hendes tilladelse. Hefner udnyttede altså Monroes attraktionskraft og berømmelse til forretningsmæssig vinding. Senere gentog historien sig med andre modeller.

Det var ikke seksualiseringen i sig selv, der var problemet, men snarere den måde, den her blev udfoldet på: Som en merkantil vare

Dernæst det private: De mange historier om Hefner og kvinderne forekommer på det nærmest én-til-én-relaterede til magasinets kvindefremstillinger: Kvinderne var til for hans skyld, og han skiftede dem løbende ud, sådan at de altid havde nogenlunde samme alder, mens kun han blev ældre: I 2012 giftede han sig således i en alder af 86 år med den 26-årige Crystal Harris, som han behændigt omtalte som sin 'number one girlfriend'.

Samtidig havde hans mange fester deltagelse af modeller, som var villige til at dyrke sex med ham for at få del i goderne, og som han havde magten til at kunne gøre kendte og bemidlede ved at bringe billeder af dem i magasinet eller ansætte dem som såkaldt bunny-servitrice på en af sine klubber.

Som årene gik, fremstod Hefner derfor som en anakronisme, der personificerede en stadig mere bedaget mandlig-stereotyp opfattelse af kvinden som først og fremmest noget, der var til rådighed for det mandlige, seksualiserende blik. Men som seksuelt væsen, som individ og som medmenneske var hun derimod aldeles uinteressant.

Annonce

Hans bidrag til denne verden var den opfattelse, som han med sit personlige eksempel og sit Playboy-imperium bragte til torvs: At kvinders fuckablitity er deres primære egenskab, og at mænds ret til at seksualisere kvinder er en grundfæstet ret.

Er det en helt, der taler her? Nej. Snarere en ynkelig skikkelse, hvis relation til kvinder måske lader sig beskrive nogenlunde som den amerikanske feminist Gloria Steinem i en artikel fra 1970 beskrev Playboys verdenssyn som: drenget, uudviklet, anti-sensuelt, stedfortrædende og trist.

At Hefners opfattelse nu hyldes af især mænd, siger noget om, hvor mange af dem, der bevidst eller ubevidst ønsker sig tilbage til dengang, hvor kvinder legitimt kunne opfattes alene som seksualobjekter

At Hefners opfattelse nu hyldes af især mænd, siger noget om, hvor mange af dem, der bevidst eller ubevidst ønsker sig tilbage til dengang, hvor kvinder legitimt kunne opfattes alene som seksualobjekter.

Og så siger det noget om, hvor indoktrinerede mange mænd fortsat er af det 20. århundredes forestillinger om relationerne mellem kønnene som noget, der har manden som subjekt og kvinden som objekt.

Hefners tvivlsomme bedrift var at legitimere mænds ret til at udleve sig selv som seksuelle subjekter. At bedriften i nekrologerne er blevet manipuleret til at skulle betyde, at han snarere frigjorde kvinders seksualitet, er en vigtig påmindelse om, hvor meget arbejde der endnu mangler at blive gjort hvad angår ligeværdet mellem mennesker – også på det seksuelle område.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?