På vores første arbejdsdag får vi at vide, at kunden altid har ret. Derfor kunne jeg heller ikke drømme om at sige en kunde imod. Men er det fair, når mine kollegaer og jeg skal gå grædende ud til pause? Er det fair, at vi hver dag skal stå model til, at voksne mennesker ikke kan vare deres mund over for de mennesker, der sidder bag kassen i et supermarked?
Smil, kære servicemedarbejderDa jeg var lille og talte uforskammet, sagde mine forældre altid, at jeg skulle tale pænt. Jeg er opdraget til, at man skal opføre sig ordentligt. Det ligger dybt i mig, at hvis man er utilfreds med noget, så formulerer man det i en pæn og sober tone.
Jeg bliver derfor chokeret, når voksne mennesker finder på at svine mig, mine kollegaer og min arbejdsplads til i en tone, der er helt uacceptabel. Så sent som i sidste uge fik en hidsig og frembrusende mand min pligtopfyldende og ellers altid smilende kollega til at gå grædende til pause. Angiveligt fordi køen var for lang.
Jeg forstår godt, hvor irriterende det kan være, at man må stå i kø for anden gang for at få udredt en fejl, vi måske har begået. Eller at køen er lang, og du ikke når din bus. Derfor gør jeg altid mit bedste for at yde god og hurtig service samt møde mine kunder med smil og hjælpsomhed.
Jeg vil gerne hjælpe. Og derfor er min bøn til alle, der læser med her, at prøve at forstå os, der arbejder i detailhandlen. Ting går galt, og stregkoder smutter, men vi er faktisk mange, der hver dag løber stærkt og gør vores bedste. Derfor er det anstrengende, at vores smil ofte erstattes med frustration, og gåpåmodet er blevet overtaget af hovedpine og en enorm træthed, når vi endelig har fri.
Efter ca. et år som ansat i et dansk supermarked er jeg blevet ekstra opmærksom på at takke for venligheden og den gode service, hvor end jeg handler. Og hvis jeg er utilfreds med noget, siger jeg det på en pæn og rolig måde. For det er i langt de fleste tilfælde ikke kasseassistentens skyld, og fejlen bliver hverken rettet hurtigere eller mere effektivt af, at der bliver sukket, vrisset og råbt højt.
Kunderne gør det så svært at smilePå facebooksiden Jodelgrin faldt jeg for nogen tid siden over følgende indlæg: ’At være kasseassistent burde være en form for værnepligt’. Alle burde prøve 4 måneder, for så ville vi nok være lidt sødere, når vi handler. Det bliver jo desværre aldrig en realitet. I stedet må jeg prøve at sprede budskabet her.
Så kære læsere, lad os alle tale pænere til hinanden! Ikke kun i supermarkedet, men i offentligheden, derhjemme og i medierne. Stop med at ødelægge både din egen og andres dage, og bidrag til at formindske den verbale forurening. Lad os sammen gøre verden til et lidt rarere sted at være.
fortsæt med at læse
