I mødet mellem voksne og unge er der i dag opstået en næsten stressende overlevering af livsvisdom, eksistentielle mantraer og kloge ord om kærligheden. Og her må jeg skynde mig at sige, at der intet galt er i sådanne overleveringer. Men hvor er individualiteten og subjektiviteten blevet af? Og hvilket pres lægger det ikke på de voksne?
I dag ser vi gerne, at ’rigtige voksne’ skal have taget stilling til deres egen eksistens. Derfor indser nogle voksne måske, at de er bagud i livet, og derfor har de travlt med at skulle finde meningen med det hele. Så tager de på dannelsesrejser, blaffer mellem religioner og håndplukker ideologier for at sammensætte deres egen verdensanskuelse. Eller også tænker de sig frem til deres helt egen verdensanskuelse, hvis viljen rækker så langt.
25-årig Folketingskandidat fra Langeland: Tving alle københavnere på forlænget weekend i provinsenHerefter prædiker de voksne deres konklusioner til os eksistentielt forvirrede unge mennesker for at vise og føle, at de kan opfylde den pligt, det er, at skulle overføre visdom til den næste generation. Som om de har noget at bevise. Eller fordi de oprigtigt mener, at de har ret i deres anskuelser. Men disse voksnes konklusioner bliver ofte leveret, som om de var objektive. De er ikke kun gældende for individet, men absolut gældende for menneskeheden. Det er trættende.
Ofte omhandler de filosofiske samtaler hos unge om meningen med livet: kærlighed, lykke, religion og absurditeten i vores tilværelse. I mine øjne skal man være nok så naiv, hvis man ærligt mener, at man besidder alle de objektive sandheder herom.
Forstå mig ret. Hvis du som voksen mener, at du har fundet svarene på de store spørgsmål i livet, kan jeg kun være glad på dine vegne. Men du skal lige huske, at svarene er dine egne.
Dorte Toft: Har du heller ikke råd til at handle ind i butik 'Evigt Liv'?Jeg vil hellere end gerne indgå i samtaler med voksne mennesker, der med deres egne synspunkter på verden kan inspirere, rykke og udvide mit sind. Men så snart en voksen begynder at optegne min vej til lykken med en lineal, får jeg straks en ubeskrivelig trang til at blive blæst i hovedet med en trækbasun.
Ofte hører jeg voksne beklage sig over, at vi unge er en flok rodløse, ikke-eftertænksomme mennesker uden sande eller sunde værdier. Men når voksne begynder at tvangsfodre mig med universalt gældende værdier, lukker jeg af – og det, som netop opfattes som uopmærksomhed og manglende eftertænksomhed, bliver deres eget værk. Jeg skal overbevises – ikke formanes.
Så nej, vi er ikke en flok rebelske, uopdragne unge mennesker, som ikke lytter til den ældre generation. Vi er blot jeres mest kritiske tilhørere.
Og ja, nu fik jeg vist på paradoksal vis konkluderet en masse generelt om unge og voksne.
Og ja, trods min alder af 19 år og mine underudviklede frontale hjernelapper og dermed også fornuft bliver jeg af børn tiltalt som ’voksen’ i den børnehave, hvor jeg nu er vikar.
I anledning af denne nye status vil jeg gerne have lov at sige, at jeg ikke er sikker på særlig meget her i livet. Og indtil I voksne har fundet ud af, at I heller ikke kan være det på mine vegne, så holder jeg mig til at konsultere jer, når jeg skal have hjælp til at læse min forskudsopgørelse fra Skat.
fortsæt med at læse
Jeg er ikke stolt af det, men jeg har da også udnyttet mænd
-
Statskundskabsstuderende: Reguler bøder, så beløbet gør ligeså ondt på en Mærsk-chef, som 750 kr. gør ondt på min bedstemor
-
Anonym skriver om flirteri: I Iran har de også Tinder. Der kalder de det bare dor dor, og det sker ude på gaderne
-
Enlig mor om DF's forslag om SU: »Min datter vil skulle klare sig ved dels at arbejde og dels ved, at jeg støtter hende ud af min lille deltidsløn«
