Kære Ann-Sophie Packert.
Jeg er glad for, at DR3-programmet med mig, 'Ditte er fuld løgn', kan starte debat. Det værste, der kunne ske, var, at det blev sendt helt ubemærket og ikke gjorde indtryk på nogen. Det har det gjort på dig. Desværre ikke på den måde jeg havde håbet.
Jeg vil sige, at jeg sagtens forstår din vinkel, din undren og noget af din kritik. Dog gjorde det mig også frustreret at læse dit debatindlæg, og jeg føler, at jeg bliver nødt til at komme med nogle svar.
Fordi bulimi er selvdestruktivt og sygt, er du forarget over, at DR har ladet mig filme, mens jeg gennemfører det ritual, som jeg har levet med i mange år. Lad mig starte med at sige, at jeg havde kastet op, om kameraet var der eller ej.
Jeg kunne sagtens snakke om, hvor ubehageligt det er at tvinge min krop til at gøre noget, som den ikke har ikke lyst til og ikke er bygget til. Hvor paranoid jeg bliver af at skjule rifter i halsen, røde øjne og beskidt lokumsvand.
I stedet har jeg valgt at vise ritualet for at øge forståelsen af sygdommen, og for at du ikke glemmer mig. For jeg har, som du selv nævner, et succesfuldt socialt liv, job og studie.
I princippet kunne jeg være din veninde, din kollega eller din studiekammerat, og du ville ikke ane andet, end at jeg var en succes. Derfor var det vigtigt for mig at slå fast, hvor voldsom en sygdom jeg lever med.
Det at overspise og derefter kaste op bliver i programmet fremstillet som noget hverdagsagtigt i en ung kvindes liv, skriver du. Det er jeg glad for. For det er min hverdag. Opkast og overspisning er en lige så stor en del af min hverdag som at hygge med min søster, drikke mig fuld i weekenden og gå på arbejde om mandagen.
Det er jo lige præcis derfor, at sygdommen er farlig. Den bliver en rutine, ligesom alt andet. Facaden bliver så nem at sætte op, at jeg kan hoppe fra at krumme mig sammen henover toilettet til at stå og grine og skåle med mine venner. Det er dét, som jeg håber vil chokere og sætte sig fast.
Du nævner også, at det ikke ligner, at jeg ikke umiddelbart tager skade af det. Det vil jeg til dels give dig ret i. Jeg ville da også ønske, at vi kunne have haft mere end fyrre minutter, så jeg kunne fortælle om, at saltindholdet i mit blod er ude af balance, at jeg lever med daglige kramper og mavesmerter og besvimer i tide og utide.
Så jeg kunne fortælle, at jeg tit har været økonomisk presset, fordi jeg har brugt alle mine penge på overspisninger. Dog løber tårerne ned af kinderne på mig i størstedelen af scenerne i de fyrre minutter. Det synes jeg selv er en ret god indikation af, at jeg og mit liv har og stadig tager stor skade af sygdommen.
»Hen mod slutningen af dokumentaren bekender Ditte til kameraet, at det værste ved at skulle opgive bulimien er, at så er det jo slut med at overspise fremover«, skriver du. Det er ikke rigtigt.
Jeg bekender, at det fremkalder angst i mig at vide, at jeg aldrig kan overspise og kaste op igen. Dette er jo endnu et eksempel på, hvor meget en sygdom, som bulimi, tvinger kløerne helt ind i kødet på mig og andre, der lider af det samme. Det er en skildring af, hvordan min spiseforstyrrelse er min værste fjende og bedste ven på samme tid. Den ven jeg søger til, når jeg ikke kan overskue mine følelser, min hverdag og mine dæmoner fra fortiden.
Og du spørger og undrer dig over, hvorfor jeg har en trang til at overspise, hvordan det er blevet acceptabelt for mig at kaste op, og hvor idéen kom fra. Det eneste svar, jeg kan give dig, er: Det ved jeg ikke. Jeg har bulimi. Jeg er syg. Som du selv har observeret.
Nu er du tv-tilrettelægger og har set dokumentaren med de briller på, så jeg er med på, at dit debatindlæg ikke er rettet mod mig personligt, men mod de faglige tanker og kræfter bag dokumentaren. Dog kan jeg ikke lade være med at bide mærke i, at du lader til at misforstå nogle ret væsentlige ting ved den sygdom, som omkring 30.000 danskere lider af.
»Det er for eksempel heller ikke rart at være for tyk og blive set ned på af samfundet, så hvis man kan undgå det, men stadig spise store mængder slik og kage, så er bulimi måske ikke den værste idé«, skriver du.
Den udtalelse frustrerer mig. For det første kan man godt være tyk og have bulimi. Hvis du tror andet, er det, fordi du er uoplyst. For det andet er det ikke nødvendigvis ikke rart at være tyk. For det tredje er bulimi ikke en eller anden fiks idé, som er bygget på den slags logik, du remser op. Jeg har ikke haft bulimi i ti år, fordi det ikke var 'den værste idé'.
Jeg kan ikke se, hvordan dokumentaren bidrager til at gøre problemet større, og måske er det mig, der er galt på den. Du efterlyser viden. Jeg synes netop, at det skaber viden faktisk at se sygdommen i stedet for at se på tal over, hvor mange der lider af den.
At se mine tårer, min smerte, mit bræk. At se at jeg er et helt normalt menneske, som du møder rigtig mange af i din hverdag. Mennesker som ikke er ærlige, fordi de kæmper med forskellige ting, som er tabuiserede. Derfor håber jeg, at 'Ditte er fuld af løgn' kan bidrage til at bryde et tabu, oplyse, skræmme og røre ved nogle følelser.
Og dermed bidrage til at færre får bulimi i fremtiden. Enten fordi dem, der kæmper med det nu, vil søge behandling. Eller fordi dem der kæmper med de følelser og hændelser, der sendte mig i bulimiens arme, vil mærke efter. Måske ser de på mit dobbeltliv og ønsker et bedre liv for dem selv.
fortsæt med at læse
