Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tv-tilrettelægger: Det er sensationelt at se Ditte overspise og kaste op, men det er ikke public service

Spiseforstyrrelser og anden selvskade er vigtige emner. Men de skal fremstilles på en måde, der skaber viden frem for potentielt at gøre problemerne større.

Debatindlæg

'Ditte er fuld af løgn' er et af de indslag, som DR 3 for tiden sender under temaet ’Hvordan går det?’. Indslag, der sætter fokus på stress og mental sundhed hos unge.

Vi er på Roskilde Festival. Det er aften, og i en cirkel af venner danser Ditte rundt og bliver fejret. Hun har fødselsdag og er tilsyneladende glad, social og vellidt. Men hun har en hemmelighed. Hun har bulimi, og det kommer vi på helt nært hold af i de 40 minutter, dokumentaren varer.

Vi kommer hurtigt ind bag den glade og succesfulde facade og ser, hvordan Ditte systematisk planlægger og eksekverer overspisning og opkast. Det er ulækkert at se hende stikke en finger i halsen og kaste op, men derefter går hun i bad, og der er ligesom startet på en frisk. Alt det usunde blev ikke optaget i hendes krop, og hun kan forblive slank.

Og det er her, jeg bliver chokeret. For det er ikke normalt at stikke en finger i halsen og kaste op. Det er selvdestruktivt. Det er sygt. Det skal behandles. Men i stedet for at hjælpe er et tv-hold gået med hende ind på toilettet og har filmet, mens hun gør skade på sig selv.

Det at overspise og derefter kaste op bliver fremstillet som noget hverdagsagtigt i en ung kvindes liv

Det at overspise og derefter kaste op bliver fremstillet som noget hverdagsagtigt i en ung kvindes liv. Hun tager ikke umiddelbart skade af det, og kort tid efter tager hun over til sin søster og hygger sig. Det kan godt være, hun siger, hun ikke har det godt, men det, vi ser, er en ung, slank, vellidt kvinde, der både har kæreste, venner, et studium og et studiejob.

Der er visse ting, der ikke skal filmes eller udpensles i detaljer. Det gælder blandt andet selvskade og selvmord. Psykiske lidelser skal ikke være underholdning. De skal behandles i sundhedsvæsenet – ikke i DR. At se en spiseforstyrret kvinde overspise og kaste op er sensationelt og til en vis grad fascinerende. Men det er ikke public service.

Jeg gætter på, at DR med dokumentaren har ønsket, at jeg som seer vil konkludere, at det ikke er rart at have bulimi. Og nej, det ser da heller ikke rart ud, når Ditte kaster op, men der er så meget, der ikke er rart. Det er for eksempel heller ikke rart at være for tyk og blive set ned på af samfundet, så hvis man kan undgå det, men stadig spise store mængder slik og kage, så er bulimi måske ikke den værste idé.

Desuden er alle, Ditte fortæller det til, støttende og forstående. Det virker ikke, som om de synes, det er så slemt. Så måske er det slet ikke så slemt med bulimi? Der er i hvert fald en risiko for, at nogen sidder tilbage med de tanker. Især unge i mental ubalance – og når det netop er dem, hele DR 3-temaet er henvendt til, kan jeg ikke undgå at finde det problematisk.

Den gode public service-dokumentar burde handle om, hvor grotesk det er, at vores fokus på mad og sundhed i samfundet er så dominerende

Hen mod slutningen af dokumentaren bekender Ditte til kameraet, at det værste ved at skulle opgive bulimien er, at så er det jo slut med at overspise fremover. Okay. Interessant. Hvorfor har du denne trang til at overspise? Hvordan er det at kaste op blevet acceptabelt for dig? Hvorfra kom ideen?

Den gode public service-dokumentar burde handle om, hvor grotesk det er, at vores fokus på mad og sundhed i samfundet er så dominerende, at nogen får et restriktivt og angstbetonet forhold til fødevarer, der gør, at de i perioder overspiser uhæmmet og finder veje til at skjule det, og som medfører alvorlig risiko for skade på den lange bane.

Selvfølgelig er det public service at sætte fokus på, at mange unge går rundt og har det psykisk dårligt, selv om det ikke kan ses på overfladen. Men når det handler om sårbare emner som spiseforstyrrelser og anden selvskadende adfærd, så er der behov for, at det bliver gjort på en måde, der skaber viden, frem for potentielt at gøre problemet større.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce