Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Miriam Dalsgaard

Foto: Miriam Dalsgaard

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Regionsrådsmedlem gennem 8 år: Skal demokratiet tilbage i regionerne, skal politikerne have langt bedre arbejdsvilkår

Det er djøf'erne i administrationen, der har magten og initiativet i landets fem regioner, ikke de folkevalgte medlemmer af regionsrådet, som ofte kæmper med at finde hoved og hale i de mange komplicerede sager.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Så siger jeg tak for denne gang. Efter 8 år på posten som regionsmedlem i hovedstaden har jeg valgt at stoppe. Mine skuldre føles allerede et par kilo lettere. Regionen driver trods alt et sundhedsvæsen med årligt over 230.000 patienters liv og helbred på højkant.

Jeg forlader posten i tryg forvisning om, at det danske sundhedsvæsen er i gode hænder og drives af uhørt dygtige og engagerede medarbejdere. Fra yderste frontlinje til inderste skrivebord. Mindre tryg er jeg på det regionale demokratis vegne. Magter vi – de folkevalgte i sundhedsvæsnets frontlinje – opgaven?

Efter egen standard: Nej, ikke godt nok. Jeg har i hvert fald ikke sjældent følt afmagt og været ude af stand til at kæmpe den sidste meter over for et bomstærkt embedsværk. Jeg tilstår at have sagt ja til vigtige, store sager, som jeg i dag kan se, at jeg ikke fuldt ud forstod konsekvenserne af. Jeg lod mig ofte sande til i de mange driftssager og forsømte det politiske initiativ.

Jeg er ellers en af dem med ballasten i orden med erfaring fra min tid som folketingsmedlem samt mange år som ledende embedsmand. Læg dertil en lang uddannelse i bl.a. statskundskab. Jeg burde med andre ord være som født til posten som regionspolitiker.

Vil vi et sundhedsvæsen, der er drevet af folkevalgte, skal de demokratiske fronttropper styrkes

Men vores borgernære demokrati er under pres. Intet sted er det tydeligere end i regionerne. På vores bord tårner store og komplekse sager sig op. Et forretningsudvalgsmøde med en dagsorden på over 500 lix-tunge sider er intet særsyn.

Samtidig har det politiske handlerum i regionen aldrig været mindre. Det gør det til en kamp for selv den mest drevne regionspolitiker at overkomme og gennemskue de mange sager og samtidig varetage rollen som politiker.

Vores afhængighed af vores i øvrigt dygtige medarbejdere i topadministrationen er enorm. De styrer og sier al den information, vi får. Med dem driver de fleste politikere lige så umærkeligt længere og længere ind i Djøf-land.

Her tumler vi med driftsmålsstyring, indikatorer og evalueringer, som var vi alle durkdrevne cand.scient.pol.er. Visioner og idéoplæg er der langt mellem. På en god dag kommer der en handlingsplan. Skrevet af vores administration. Med os politikere som et korrektiv.

Dette indlæg er ikke ment som klynk. Aldrig i livet. Jeg har – som alle andre regionspolitikere – med åbent ansigt og stor glæde kastet mig ind i opgaven. Men indlægget er udtryk for en demokratisk bekymring. Vil vi et sundhedsvæsen, der er drevet af folkevalgte, skal de demokratiske fronttropper styrkes. Det handler om vores uddannelse, om den assistance, vi har til rådighed, og om den løn, vi får. Og så skal vi give os selv et los bagi og insistere hårdere på, at vi er politikere – ikke forvaltere. Der skal skrues op for visionerne og de store debatter om, hvad vi skal med vores hospitaler og sundhedsvæsen.

Mit ærinde her er ikke at nedlægge regionerne. Uden regionerne ville demokratiet tabe terræn. Danskerne ville miste disse let tilgængelige ildsjæle, der i dag sikrer, at sundhedsvæsnet passer til både nord for Limfjorden og syd for Slagelse. Regionerne har tilmed gjort det godt. Så godt, at statsministeren har erklæret, at han blev i »godt humør«, da han læste om regionernes resultater.

Alternativet til regionerne lokker heller ikke. Nogle partier drømmer om et statsligt sundhedsvæsen med topprofessionelle bestyrelser med erhvervsfolk og professorer – lidt Asger Aamund tilsat Nina Smith. Men den model vil fjerne den borgernære velfærdsservice fra borgerne uden garanti for, at vi får bedre service for pengene. Borgervendt service har aldrig været statens spidskompetence (hvem sagde Skat?).

Vi skal i stedet drage konsekvensen af sundhedsvæsnets historisk store driftsenheder, kompleksitet og magtkoncentration og styrke de folkevalgte.

Med strukturreformen blev de 14 amter omdannet til 5 tunge regioner. Men de 41 mand store regionsråd blev samtidig designet til at være svage uden ret til at udskrive skat, overføre penge på tværs af kasser og bruge kommunalfuldmagten. Centrale områder som specialeplanlægning og de nye ’supersygehuse’ blev underkastet Slotsholmens jernhånd.

Udviklingen har koncentreret magten i hænderne på en lille kreds af uhyre stærke embedsfolk i centraladministrationen og i toppen af regionerne. Den har ført til nogle administrative mastodonter, hvor det politiske let sygner hen. Alene Region Hovedstaden har et budget på næsten 40 mia. kr. og 40.000 medarbejdere på lønningslisten. Kun fire danske virksomheder er i en vægtklasse med flere ansatte. At være med til at drive så stor en enhed kvalificeret – som fritidspolitiker uden særlig uddannelse og assistance – er noget af en mundfuld.

Regionsrådspolitikernes vilkår er ikke fulgt med udviklingen. Eneste fuldtidspolitiker i regionen er formanden. Blot til sammenligning: Københavns Kommune, der har samme størrelse som en region, har 7 borgmestre på fuldtid. En udvalgsformand i regionen får helt uholdbart sølle 30.000 kr. om året, mens pendanter i kommuner får over 150.000 kr. På den måde svæver en regionsformand usundt rundt i en liga for sig og får ikke tilstrækkeligt modspil fra rådets øvrige politikere. Samme kritik har også kommunalforsker Roger Buch Jensen fremført.

At være regional folkevalgt indebærer mange driftsopgaver. Der skal bruges masser af tid på alt fra bevillinger og budgetter til overbelægning og arbejdsmiljø. I hovedstaden kaster alene de milliardstore hospitalsbyggerier en strøm af opfølgnings- og revisionsrapporter af sig. Sådan må det være – der skal være styr på milliarderne.

I rollen som driftsherrer skal de folkevalgte ikke være eksperter, men de skal kunne syreteste administrationens oplæg og sikre sig, at de er gennemtænkte og flugter med den ønskede politik. Denne syretestning skal vi rustes bedre til.

Regionspolitikerne har brug for personlig bistand til at hitte ud af, hvad der er op og ned i det, som administrationen skriver, og som ikke sjældent afviger betydeligt fra det, vi hører ude i virkeligheden. Så meget, at vi gerne i rådet taler om ’parallelle virkeligheder’.

Min egen syretestning kunne have været bedre i sager som Eurovision-skandalen, akuttelefonen 1813 og Sundhedsplatformen. I alle sager skulle jeg – og andre – have insisteret på langt større viden om konsekvenser, dilemmaer og risici. På skrift. De fleste informationer får vi oftest mundtligt, og det svækker os. Man kan ikke huske det præcise indhold, endsige få andre til at forholde sig til det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Eurovision-sagen fortryder jeg. Budgettet skred, fordi B&W Hallerne på Refshaleøen skulle bygges om for at huse Eurovision Song Contest 2014. Sagen endte med at koste skatteyderne skandaløse ekstra 100 mio. kr. Vi havde ikke styr på risikoen. Som i slet ikke. Uden større debat sagde regionsrådet ja til et oplæg fra administrationen, hvor den høje risiko var pakket ind i milde sætninger. Der skulle helst stemmes ja. Men vi skulle være gået til stålet og have forlangt risikoen boret ud. Det havde afsløret, at Refshaleøen var et vanvittigt højrisikoprojekt i hænderne på en lille organisation uden erfaring på området og styret af en sindssyg kontrakt, hvor DR sorgløst kunne stille krav uden selv at stå for regningen. Læren er: Hav styr på risikoen. Kræv, at administrationen deklarerer risici. Præcist. I hovedstaden har vi på radikal foranledning nu faste risikoafsnit i alle vores dagsordenspunkter. Det fungerer endnu ikke, men er en start.

Akuttelefonen 1813 var omvendt rigtigt tænkt og helt i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefaling om et enstrenget akutsystem. Men den blev besluttet over hals og hoved, da en lokal konflikt med de praktiserende læger spidsede til. En katastrofal proces, som regionen fortsat bøder for.

I dag må man spørge sig selv, hvordan vi forligspartier kunne træffe beslutningen primært på grundlag af en aftaletekst på 1 side og en sagsfremstilling på 3 uden at forlange skriftlige analyser, bemandingsplaner eller en plan B. Vi lod 1813 gå i luften 1. januar, som er årets nok mest travle dag i ’akutten’, uden først at have testet systemet. Det kan man kalde tillid til embedsværket. Så stor en reform skal politisk syretestes langt bedre.

I alle sager vælger politikerne, om de bare vil følge administrationens indstilling eller bore i den. Ingen har kræfter til at bore i alt. Kunsten er derfor at identificere, hvor problemerne er, og det politiske knofedt skal lægges. Uden høringssvar kan det være en sort boks. Især når vi ikke altid kan se i vores papirer, hvor tampen brænder.

Også i tekniske sager kan der gemme sig vigtige valg. Tag den nu så omblæste sundhedsplatform. Jeg læste tilfældigvis en it-ekspert udtale, at hovedstaden havde valgt en højrisikoimplementering ved at udrulle platformen relativt hurtigt med afsæt i hele hospitaler. Hva’ba? Højrisiko? Jeg kender ingen politiker i rådet, der mener at have sagt ja til høj risiko. Vi vidste ikke, at vi havde valget.

Sagerne afslører ikke kun et behov for at styrke regionspolitikerne med en slags ’bestyrelsesuddannelse’ og større ekspertise. De viser også, at regionsrådene mangler Folketingets politiske kvalitetssikring. Her behandles lovforslag tre gange. Forud for førstebehandlingen foreligger høringssvar. Under andenbehandlingen kan der stilles spørgsmål til ministeren, og svar gives skriftligt. Havde vi haft samme proces i regionerne, bilder jeg mig ind, at vi bl.a. bedre havde kunnet klare nogle af Sundhedsplatformens problemer og forventningsafstemme forlods. Den slags procedurer for politisk kvalitetssikring af navnlig store sager bør alle regioner se at få indført.

Regionspolitikere skal ikke kun være dygtige driftsherrer – de skal også være politikere, der bringer nye visioner i spil og sætter den sundhedspolitiske dagsorden. Det handler om magt. Som man lærer som statskundskabsstuderende, er magten usynlig og tilhører dem, der har initiativet.

I regionerne er det embedsværket. De sammensætter vores dagsordener, skriver punkterne og indstillingerne og handler det selvsagt af med formanden. Vi stemmer med ganske få undtagelser ja – indimellem med korrektioner. Embedsværkets magt kan ikke overvurderes. Vil vi folkevalgt regionsdemokrati, skal balancen kalibreres.

Selvfølgelig sætter partierne aftryk på og sanktionerer alle beslutninger. Men vi er fælles om at forsømme de store linjer. En debatredaktør spurgte mig undrende, hvorfor der aldrig kom større indlæg om f.eks. patientdata fra regionsrådspolitikerne? Svaret er nok: Vi magter det ikke. Det er for svært uden hjælp. Jeg tror heller ikke, moderpartierne på Christiansborg ville komme med ret meget, hvis ikke de fik hjælp. Det forklarer nok også manglen på større politiske udspil. Jeg har tre gange i min tid som regionspolitiker udarbejdet politiske udspil. Det er ikke mange, men på den anden side husker jeg ikke noget andet parti, der i samme periode har fremlagt et gennemarbejdet politisk udspil.

Husk på, at embedsmænd ikke nødvendigvis har en stærk interesse i store frodige politiske debatter, der kan sende pile i alle mulige retninger. De ved ofte allerede, hvad de vil, og ønsker grundlæggende, at vi stemmer ja til det, de fremlægger. Hvilket er helt legitimt. Men det kan let få det politiske felt til at skrumpe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er sket i Region Hovedstaden. Her har vi f.eks. på embedsværket foranledning besluttet at reducere antallet af politikker. Jo, der var for mange. Men administrationen lagde op til, at én ny ressourcepolitik skulle kunne afløse op til 13 politikker. Samtidig skal hver politik være kort. Seneste oplæg til en ny ressourcepolitik var således på 2½ indholdstom side. På den måde bliver masser af politik pludselig til ingenting.

Vi skal være bedre til at bide os fast i bordet på de store dagsordener. Tag f.eks. afbureaukratiseringen. Ved forrige konstituering besluttede politikerne i hovedstaden at nedsætte et it- og afbureaukratiseringsudvalg. Vi ville alle tage livtag med bureaukratiseringen. Men intet er for alvor sket. Jo, et antal vejledninger er afskaffet. Åbenlyst ikke noget, der gør, at medarbejderne oplever mindre bureaukrati. Men administrationen så ikke mulighed for at afbureaukratisere mere, og vi politikere magtede ikke at holde dem fast.

Regionsdemokratiet skal styrkes. Det kræver, at Folketinget kommer til lommerne og giver regionsrådspolitikerne bare nogle af de vilkår, som de selv tager for givet. Folketingsmedlemmer er valgt på fuld tid og råder over egne velpolstrede politiske sekretariater. Så sent som her i foråret bevilgede Folketingets partier sig selv yderligere 50 mio. kr. til ekspertbistand. Penge, der havde været bedre brugt i velfærdsstatens frontlinje.

Dette indlæg må ikke forveksles med Djøf-bashing. Vores embedsfolk er knusende dygtige og vil kun det bedste. Men deres interesser og mine som politiker er ikke altid sammenfaldende. Hvis de var, kunne vi jo bare droppe regionsrådene og gå rent Djøf.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden