Vi tolererer mange familieformer i nutidens Danmark, men vi tolererer ikke, at der er er nogen hjemme 37 timer om ugen, og det er synd. Ikke kun for de børn, som bliver opbevaret uden for hjemmets vægge i tilsvarende mange timer, men også for kollektivet.
Vi går som samfund glip af en masse ressourcer, når vi udelukkende måler ligestilling ud fra uddannelsesgrader, erhverv og lønindtægt. Jeg mener derfor, at det nu efter 30 års feministisk ligestillingskamp er tid til at overveje devisen om, at kvinder for alt i verden ikke må gå tilbage til kødgryderne. I stedet bør vi som samfund værdsætte alt det, der produceres i hjemmet, ved kødgryderne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
