For tre uger siden var jeg inviteret til en fest på Christiansborg. En fest for de godt 6.000 mennesker, der havde fået dansk statsborgerskab i 2017. Det var absolut noget at fejre. Jeg har boet i Danmark i ni år, taler dansk, er dansk gift, har danske børn, betaler skat og føler mig som en del af det danske samfund.
Alligevel sagde jeg nej tak. For processen med at få statsborgerskabet har været så lang, kringlet og til tider ydmygende, at jeg ikke følte mig i festhumør.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


