0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Professor emeritus: Et liv mellem håb og skuffelse. Det er ikke lykken at være en del af prekariatet

Usikre ansættelser kan ende med at være et problem for samfundets sammenhængskraft.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/Politiken-Tegning
Arkivtegning: Mette Dreyer/Politiken-Tegning
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dennis Nørmark havde 19.5. et indlæg om prekariatet, hvor han bidrager med en række misforståelser. Hans grundlæggende påstand og ideologi er, at fremtiden tilhører freelancere, vikarer og selvstændige; det er de nye helte som Nørmark selv. Det er både uundgåeligt og til fordel for alle, må vi forstå.

Han tegner et billede af et arbejde, der er målrettet og effektivt, hvor man løser meningsfulde opgaver, som der åbenbart aldrig er mangel på; og man går hjem med god samvittighed. Kort sagt er det prekære helt borte! Man får associationer til den berømte udtalelse, der tilskrives Marie Antoinette i forbindelse med det udhungrede franske folks råb på brød: Jamen, så giv dem da kage. Hvis ikke du er tilfreds med dit (pseudo-)arbejde, så tag da et ønskejob som selvstændig!

Men lad os starte med at se på, hvad prekarisering handler om, hvis man refererer til diskussionen i international forskning. I sin kerne handler prekarisering om uforudsigelighed og usikkerhed i ansættelses- og arbejdsforhold. Det indbefatter problemer og belastninger med hensyn til indtægt og arbejdsmiljø – og afledte vanskeligheder med hensyn til (livs-)planlægning og udvikling.

Det kan antage mange former: tidsbegrænsede job, kontraktansættelser, jobs, der er afgrænset til en bestemt opgave eller et projekt, hvor man enten er løst ansat, freelancer eller selvstændig.

Eller man kan have fast job, man uden videre kan miste; man kan have perioder med ledighed og perioder med ét eller flere deltidsjob; man kan have (fast) job med så lav indtægt, at man dårligt kan leve af det (working poor), evt. afløst af perioder med understøttelse, hvor man afkræves kontrol og aktivering og risikerer udstødning.

Tidligere ramte disse forhold primært ufaglærte, men tendensen er i dag langt bredere. Således gælder det f.eks. herhjemme for 23 procent af akademikerne ifølge en analyse fra Analyse og Tal, en gruppe, der jo ellers traditionelt har været privilegeret. Det er en størrelsesorden, der skønsmæssigt svarer nogenlunde til den andel, prekære udgør på hele arbejdsmarkedet.

Man arbejder undertiden gratis, finder sig i urimelig behandling, præsterer ekstra for at gøre sig synlig og få chancen for en forlængelse eller fast ansættelse

Vi mangler sikre tal for denne udvikling, fordi de gængse statistikker ikke opererer med denne kategori, og derfor er vi nødt til at sammenstykke tal ud fra statistik med andre kategorier. Men at udbredelsen er betydelig, er der ikke tvivl om – dog foreløbig mindre end i mange andre vestlige lande.

Her må man sige, at Dennis Nørmark lever i en anden verden: Per definition hævder han, at de prekære – som han forveksler med selvstændige og freelancere – jo vælger deres arbejde selv og beskæftiger sig med lige præcis det, de er gode til og har lyst til. Så kan de gå hjem med god samvittighed. Og de har åbenbart aldrig problemer med at finde beskæftigelse og indtægt næste dag eller næste år.

Desuden kan hverken Dansk Arbejdsgiverforening eller freelanceportalen Worksome se noget problem. Voila: Det hele er en illusion. En illusion, der skyldes vores lønmodtagerkultur.

Det er imidlertid en grundlæggende misforståelse, at selvstændige og freelancere, som Nørmark, er det samme som prekariserede. Det er forskellige kategorier.

Der er ganske vist et vist overlap mellem dem, men ikke identitet. Selvstændige og freelancere rummer også privilegerede, der klarer sig fint i kraft af særlige kvalifikationer og særlige delarbejdsmarkeder, hvilket der jo også er lang tradition for i forskellige liberale erhverv. Og omvendt rummer kategorien fastansatte jo ikke blot sikre og gode ansættelser, men også jobs med usikre forhold og stor belastning.

Prekarisering er således en tendens, der går på tværs af ansættelses- og beskæftigelsesformer, selv om løst ansatte er særligt udsatte. Det er en polarisering, der er i stadig bevægelse, og mennesker, der før var privilegerede, kan senere komme i farezonen. Det giver derfor mening at skelne mellem reel og potentiel prekarisering.

Undersøgelser viser, at usikkerhed breder sig til en større kreds end dem, der reelt og aktuelt er ramt. På et dybere plan hænger udviklingen sammen med samfundsøkonomisk dynamik, der har taget fart de sidste 30-40 år.

I en kriseplaget global kapitalisme med faldende og stagnerende vækst har det dominerende svar været neoliberalistisk frisættelse/deregulering af kapital, udvikling af konkurrencestat med nedbrydning af sociale sikringssystemer, angreb på fagforeningers indflydelse, flerdobling af tilgængelig global arbejdskraft med lave lønninger mm.

Fleksibiliteten er tvetydig: for nogle privilegerede vindere er den en chance og fordel, for andre og stadig flere er den en risiko og belastning.

Virksomheder og organisationer presses i en skærpet global konkurrence til stadig hurtigere forandringer, som overføres til arbejdskraften som pres på effektivitet og forandringsvilje både i arbejdet (fleksibilitet og udvikling) og på arbejdsmarkedet (hyre og fyre efter virksomhedernes behov, omplaceringer, begrænsede ansættelser).

Fleksibiliteten er tvetydig: for nogle privilegerede vindere er den en chance og fordel, for andre og stadig flere er den en risiko og belastning. Sidstnævnte udsættes for prekære forhold. Som et ekstremt eksempel på, hvordan kapitalen forsøger at vælte risici og omkostninger ved fleksibiliseringen over på arbejdskraften, citerer økonomen Guy Standing i sin bog ’The Corruption of Capitalism’ topdirektøren for et stort rekrutteringsfirma i USA. Firmaet beskæftiger såkaldte taskere, der står til rådighed uden krav om opsigelsesvarsler, feriepenge, pensioner, forsikringer, barselsorlov, efteruddannelse osv.

Direktørens kommentar: »Man kan hyre 10.000 mennesker for 10 til 15 minutter. Når de er færdige, fordufter de bare«.

Kapitalens drøm. Hvem sagde meningsfuldt arbejde? I en nyligt afsluttet undersøgelse har vi interviewet akademikere med erfaringer fra prekære arbejds- og ansættelsesforhold. Både løst ansatte, deltidsansatte, selvstændige og freelancere. (Gleerup, Nielsen, Olsén, Warring: Prekarisering og akademisk arbejde, Frydenlund, udgives august).

De interviewede tegner et ganske andet billede end Nørmarks skønmaleri. En gennemgående tråd i erfaringerne er den manglende kontrol og forudsigelighed i arbejds- og livssituationen og dermed vanskeligheder med at planlægge for sig selv og sine nærmeste.

Man lever i en vekslen af håb og skuffelse, undertiden forbitrelse. Man arbejder undertiden gratis, finder sig i urimelig behandling, præsterer ekstra for at gøre sig synlig og få chancen for en forlængelse eller fast ansættelse. Løfter gives og brydes.

De interviewede udtrykker vrede og kritik, kræver retfærdighed og rimelighed, men de ser ikke sig selv som stakler, der skal ynkes. Der berettes om stress og sygdom, men gennemgående fortælles også om måder at bevare håbet, at kæmpe for at skabe mening i arbejdet og bevare en faglig identitet og i det hele taget indrette og klare sig i livet.

Prekarisering er et globalt omfattende og voksende vilkår for mange mennesker. I et videre perspektiv er den et problem for vore samfunds sammenhængskraft og demokrati. Den er et led i den neoliberalistiske nedbrydning af kollektive institutioner på flere niveauer gennem øget marked, konkurrence og individualisering.

Nørmarks heroisering af individualismen er en letbenet, ideologisk brik i denne trend. Den store udfordring er at finde løsninger i en helt anden retning: fornyelse og demokratisering af det samfundsmæssige arbejde og offentlige institutioner. Ikke en tilbagevenden til traditionelle former for kollektivisme , men udvikling af ny kollektivitet, hvor individualitet – ikke individualisme – får en ny afgørende plads.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts