Kristine Lykke Roed har ventet på en ny nyre i syv år og syv måneder: Kan organdonation ikke være noget, vi i udgangspunktet giver til hinanden?

Jeg har ventet på en ny nyre i syv år og syv måneder. Jeg har også ventet på, at nogle skulle tage min sygdom seriøst. Søndag 12. august 2018 tikkede de sidste afgørende underskrifter ind til borgerforslaget om indførelse af automatisk organdonation eller formodet samtykke, som er stillet af patientforeningen Organdonation – Ja Tak. Der gik ikke længe, før politikerne stod i kø for at skyde forslaget ned.

Jeg krydser fingre for, at borgerforslaget kan blive startskuddet til en ny måde at se på organdonation, men jeg frygter, at politikerne vender det blinde øje til, fordi vi glemmer at se, hvad automatisk organdonation også er.

Ethvert samfund har sine egne diskurser og normer, som det accepterer og får til at fungere som sandheder. Det gælder også etiske sandheder. Over tid bliver der skabt bestemte systemer og normer, som vi kommer til at opfatte som naturlige og selvfølgelige, selv om det ikke behøver at være sådan.