Jeg har ventet på en ny nyre i syv år og syv måneder. Jeg har også ventet på, at nogle skulle tage min sygdom seriøst. Søndag 12. august 2018 tikkede de sidste afgørende underskrifter ind til borgerforslaget om indførelse af automatisk organdonation eller formodet samtykke, som er stillet af patientforeningen Organdonation – Ja Tak. Der gik ikke længe, før politikerne stod i kø for at skyde forslaget ned.
Jeg krydser fingre for, at borgerforslaget kan blive startskuddet til en ny måde at se på organdonation, men jeg frygter, at politikerne vender det blinde øje til, fordi vi glemmer at se, hvad automatisk organdonation også er.
Ethvert samfund har sine egne diskurser og normer, som det accepterer og får til at fungere som sandheder. Det gælder også etiske sandheder. Over tid bliver der skabt bestemte systemer og normer, som vi kommer til at opfatte som naturlige og selvfølgelige, selv om det ikke behøver at være sådan.
For at vi kan arbejde med de diskurser, er vi nødt til først og fremmest at se, at de eksisterer, og derefter prøve at bryde med dem eller udvikle dem. Ikke nødvendigvis fordi alt ved de gældende diskurser er dårligt, men fordi de trænger til at blive set på med nye briller.
I Danmark er vi låst fast i et syn, der betragter formodet samtykke som et indgreb i den enkeltes frihed, liv og krop. Et syn, der ser formodet samtykke som noget, der bliver taget fra os, at statens påtvinger sig ejerskab over vores organer. Vi ser det som tvungen organdonation.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar