Da jeg for et par dage siden kom gående gennem København, så jeg noget, der mildest talt forargede mig. Det var tre ca. 12-årige piger, der højlydt og nærmest panikkende var på vej over på den anden side af gaden.
For mod dem kom to svært handikappede mænd gående med deres hjælper. I irritation havde jeg mest af alt lyst til at gå tilbage til pigerne og hive dem med hen, så de pænt kunne hilse på mændene.
For jeg kunne tydeligt se, at det var klart for både dem og deres hjælper, at pigerne var flygtet, fordi de var bange for to fuldkommen harmløse mennesker.
Vreden ulmede i mig resten af dagen.
Men selvom jeg blev så vred på de 12-årige piger, kan jeg også godt se, hvor deres frygt for folk med handikap kommer fra.
For i vores samfund har vi en tendens til helst at lukke øjnene for disse mennesker.
Måske gå i en lang bue uden om dem. De er ikke ligesom os andre. Så kan de være nok så søde og smilende.
Men i sidste ende vil ingen af os rigtig i nærheden af dem. Måske savler de lidt eller siger ting, vi ikke helt forstår. Der er mange forskellige måder at være hjerneskadet og svært handikappet på.
Men min erfaring siger mig, at de fleste af os behandler alle handikappede på den samme måde. Når jeg tænker på alle de gange, jeg har set mødre trække deres børn ind til sig, når en sød, men handikappet person talte til dem, så forstår jeg godt, hvorfor pigerne flygtede over på den anden side af gaden.
Mange handicappede børn skifter fra privatskole til folkeskoleDe har hele deres liv set disse mennesker blive nedgjort. Dehumaniseret.
Voksne, der med nedslået blik hurtigt går forbi, når en handikappet stopper op for at tale med dem.
Voksne mennesker glemmer nok, hvor meget børn egentlig ser. Selv om de ikke bevidst går uden om dem, der ikke passer ind, giver de deres negative indstilling videre.
De piger har nok hele deres liv mest set lukkede øjne og kolde skuldre vendt mod folk med handikap. Så er det også svært at bryde ud.
For lærer man at være bange, så er man bange hele livet. Hvad er det egentlig, vi frygter?
Måske glemmer de, at der rent faktisk står et menneske, som ser den slags ting ofte. Et menneske, der igen og igen oplever, at deres handikap skræmmer folk langt bort.
Jeg harværet så heldig, at min mor sad i bestyrelsen for et genoptræningscenter for svært hjerneskadede børn.
Derfor har jeg set dem, der savlede, dem, der ikke kunne gå, og også dem, der smilende indledte en samtale med mig ud af det blå.
Fordi jeg har talt med dem og set dem blive behandlet på lige fod med andre, er jeg i dag ikke bange for folk med handikap.
Jovist, de adskiller sig fra mængden. Men det er det, der gør dem fuldkommen unikke og helt fantastiske at være i selskab med.
Når jeg en dag får børn, skal de ikke slæbes med over på den anden side af gaden. Jeg kommer til at smile. Jeg kommer til at sige hej.
Stopper de op og vil have et kram eller starte en samtale, kommer jeg til at gøre det. Jeg vil bevidst vise, at der intet umenneskeligt er over folk med handikap.
fortsæt med at læse
