Sofie, som oplevede hvordan krænkende materiale af hende blev spredt ud over nettet som en steppebrand i Umbrella-sagen, er nu stået offentligt frem med sin historie.
Historien er lige så klar som hendes ønske: Der skal reageres hurtigere fra politiets side, når man som digitalt sexkrænket henvender sig og fortæller om en spredning online.
Krænkende video af Sofie blev delt i to år – politiet så passivt tilVil vi undgå en ny sag, hvor flere end tusinde personer sigtes for ulovlig billed- og videodeling, skal politiet og anklagemyndigheden mere synligt ud på nettet.
I foreningen Digitalt Ansvar har vi afholdt en række ekspertmøder med forskere, praktikere og fagfolk, som arbejder for tidssvarende lovgivning, målrettet undervisning, oplysning og effektiv efterforskning af digitale krænkelser.
Sofie føler sig svigtet af politiet i sag om krænkende video: »Jeg kan ikke sidde i et rum, uden jeg er udstillet, fordi nogen har set mig nøgen uden mit samtykke«Vi har spurgt dem: Hvordan hjælper vi ofre for såkaldte digitale sexkrænkelser, og hvordan bekæmper vi krænkelserne?
Svaret var entydigt: Myndighederne skal i arbejdstøjet og sikre, at lovens bogstav har samme vægt på nettet som på gaden.
For lige nu, hvor det i henhold til politiets vejledning er op til de krænkede selv at sikre bevismateriale og få fjernet de ulovlige billeder og videoer, er beskyttelsen ikkeeksisterende.
Politiet opfordrer fortsat de krænkede til selv eller ved hjælp af nærmeste pårørende at sætte sig ned og søge på nettet efter det ulovlige materiale og få det fjernet. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det påvirker et menneske at skulle søge på lyssky pornohjemmesider efter materiale af sig selv.
Eller hvordan det påvirker en mor, far, søster, bror eller kæreste at skulle hjælpe med at fjerne meget privat og krænkende materiale.
Julie fik delt sexvideo og følte sig forstået af politiet. Men den følgende kontakt med ordensmagten var rædselsfuldDet tyder på, at vi endnu ikke har haft held med at få synliggjort, hvor alvorlige konsekvenser det har for den krænkede og dennes pårørende at blive konfronteret med materialet igen og igen – i form af re-traumatisering og sekundær traumatisering.
Det må i et retssamfund som vores ikke være de krænkede selv, der skal bekæmpe og forhindre (yderligere) kriminalitet og strides med de sociale medier og lyssky pornosider over retten til deres billeder og videoer af privat karakter, som ulovligt ligger på nettet, og som bliver set, delt og spredt over landegrænser.
Det er en opgave for politiet at stoppe kriminalitet, efterforske, aktivt og effektivt beskytte ofrene mod yderligere krænkelser samt foretage bevissikring.
På samme måde som det er en opgave for anklagemyndigheden at sørge for, at både de, der ulovligt deler krænkende billeder og film, og de virksomheder på nettet, der sidder den ulovlige deling overhørig, og dermed ikke respekterer de love, vi har vedtaget, retsforfølges.
Med sagerne om ulovlig billed- og videodeling online har vi fået øjnene op for kriminaliteten på nettet som mere og andet end økonomisk kriminalitet.
29-årige B blev delt på pornosider: »Det er simpelthen så svært for mig at forstå, at politiet ikke vil gøre noget for at hjælpe mig«Umbrella-sagen, hvor flere end tusinde unge blev sigtet for distribution af yderst krænkende materiale, viste, hvor omfangsrigt problemet er. Samtidig synliggjorde den, hvor lang tid det tog for politiet at rykke ud, og hvor lang tid Facebook lå inde med private billeder og videoer uden at gribe ind.
Tusinde sigtelser er en indikation af problemets omfang, ikke en løsning på problemet. Der er ingen quickfixes.
Prøvesagerne og de politiske udmeldinger er heldigvis klokkeklare: Den fysiske og den digitale verden er ikke to parallelle verdener, hvor der gælder forskellige regler. Men sigtelser og tilkendegivelser stopper desværre ikke denne form for kriminalitet. Det er naivt at tro.
Ud over andre væsentlige præventive tiltag har vi brug for oplysning om lovgivningen, og vi har brug for, at politiet får faste og klare processer for håndteringen af digitale sexkrænkelser, så de krænkede ikke som nu bliver behandlet forskelligt, alt efter hvilken politikreds de henvender sig til, eller hvilken bistandsadvokat de får.
Der er behov for at tildele politiet de ressourcer, der skal til, så de krænkede ikke skal vente måneder, før deres sag bliver efterforsket og behandlet.
Politiet bør etablere aftaler med sociale medier og pornosider, så delinger hurtigt og effektivt kan stoppes, og anklagemyndigheden bør vurdere, hvorvidt de sociale medier, der har haft kendskab til ulovligt indhold, har overtrådt straffeloven.
Sidst, men ikke mindst er der et tydeligt behov for, at der tilbydes psykologhjælp til de krænkede og deres pårørende. Muligheden for psykologhjælp bør ikke afhænge af, om et ulovligt forhold er anmeldt til forsikringsselskabet inden for en kort periode efter delingen.
Justitsministeriets seneste fokus på mødet mellem borgeren og politiet er et godt initiativ. Men det er ikke nok. Der er herudover behov for, at hele området grundlæggende opprioriteres, så myndighederne reelt får ressourcerne, processerne og kompetencerne til at sætte ind over for digitale krænkelser, både i forhold til det præventive område og når de krænkede står i den situation, at deres billeder eller videoer bliver delt på diverse platforme.
Det går den rigtige vej, og siden vi dannede Digitalt Ansvar, har vi kunnet se, at politiet, politikere og ministerier tager problemet alvorligt. Vi er bare ikke i mål endnu. Vi er kun lige begyndt.
fortsæt med at læse
»Jeg kan ikke sidde i et rum, uden jeg er udstillet, fordi nogen har set mig nøgen uden mit samtykke«
-
Julie fik delt sexvideo og følte sig forstået af politiet. Men den følgende kontakt med ordensmagten var rædselsfuld
-
Ordførere lægger pres på ministeren: Det skal entydigt være politiets ansvar at stoppe ulovlige delinger af krænkende film og videoer
-
Krænkende video af Sofie blev delt i to år – politiet så passivt til
