Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forfatterne bag 'Pseudoarbejde': Det er da selvfølgelig medarbejderne, der er nogle silotænkende nejhatte, hvis de ikke kan se, at dataindsamling og kontrol er en god ide. Eller hvad?

Kvalitetssikring og dokumentation er i høj kurs – i hvert fald i de administrative kvalitetsafdelinger. Anderledes skeptisk er man blandt lærere, pædagoger og andre ansatte i velfærdssamfundets frontlinje. Og med god grund.

Debatindlæg

I vores bog ’Pseudoarbejde’ møder vi Frederik, som er lektor ved et dansk erhvervsakademi. Og Frederik undrer sig. Han undrer sig over at »for 25 år siden så var der nok én person på stedet, ud over kantinepersonalet, der ikke beskæftigede sig med undervisning. I dag er det sådan, at for hver tre undervisere på skolen, er der ansat to andre, der reelt intet har med undervisning at gøre«.

Det er administrationsfolk, der går under navne som ’kvalitetsafdelingen’ eller ’forbedringsafdelingen’. Det er arbejdskonsulenter og trivselsmedarbejdere, der er ansat til at sikre kvaliteten, evaluere, være sparringspartnere og andet, der på overfladen lyder fantastisk og nyttigt, men som Frederik og flere af hans kollegaer oplever som noget, der blot stiller sig i vejen for deres arbejde.

Der er nemlig en stor hittepåsomhed hos disse administrative medarbejdere. De vil gerne have ’strategisk planlægning’ og ønsker sig derfor undervisningsplaner, som Frederik hvert år pligtskyldigt laver, for derefter at kassere dem igen, når han ser, hvem det er han skal undervise.

Derudover ønsker de sig rapporter og ’dokumenterbar kvalitet’ og måler på, hvor mange siders pensum Frederik uploader til fællesdrevet. De interesserer sig også for, hvor gamle Frederiks artikler er; som om kvaliteten af pensum alene består i sideantallet, og at artiklerne er af nyere dato. Til det bemærker Frederik, at økonomifaget, som han underviser i, jo har flere hundrede år på bagen, men det tager kvalitetsafdelingen ikke rigtig hensyn til. De synes, at tekster, der er mere end 50 år gamle, er lidt for gamle. Frederik kan med andre ord dårligt forstå, hvad disse afdelinger bidrager med, men fakta er, at de tager mere og mere af hans tid fra undervisning og feedback med eleverne.

Lærerne kan altså godt spare sig deres brok, for konklusionen er givet på forhånd

Frederiks historie er ikke unik. Overalt i den offentlige sektor oplever folk, at forbedringsafdelinger og forskellige ’tværgående’ enheder springer frem og beder lægerne, sygeplejerskerne, lærerne og forskerne om at komme med tal, rapporter og dokumenter og svare på undersøgelser. Og som Frederik bemærker det: »Og hvor jeg selv bliver evalueret en 10-12 gange om året, så bliver deres tiltag aldrig nogensinde evalueret«. Der er med andre ord ingen, der holder kvalitetsafdelingen, kommunikationsafdelingen og forskningsafdelingen op på de projekter, de sætter i søen, og vurderer dem i forhold til den værdi, de har.

Eller i hvert fald indtil nu. For nu er der kommet ’en slags’ evaluering af alle de mange tiltag. I hvert fald har Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) netop frembragt en 110 sider lang analyse af ’Brug af data på uddannelserne’. Her undersøger man, hvordan alle de mange data opsamlet på alle ledder og kanter rent faktisk bruges i den pædagogiske udvikling på erhvervsuddannelserne.

Undersøgelsen giver både et velkendt og forudsigeligt billede. En gruppe er helt sikker på, at alle de mange indsamlinger af data giver undervisningen et løft, og det er sjovt nok dem, der sidder inde i alle kvalitetsafdelingerne. Her mener hele 95 procent, at det ekstraarbejde, de bebyrder det pædagogiske personale med, løfter kvaliteten i undervisningen. Næsten lige så begejstrede er de pædagogiske ledere, som i sin tid har oprustet skolerne med kvalitetsafdelinger. 78 procent synes her, at det arbejde, som de ledelsesmæssigt har været med til at understøtte, er superrelevant arbejde.

Lidt mindre begejstring sporer man dog længere nede i de enkelte skoler. Altså helt ude, hvor den faktiske pædagogiske indsats foregår. Her er det ifølge EVA lidt mere »uklart« for lærerne, hvordan inddragelsen af data kan være med til at forbedre undervisningen.

Det synes lederne og kvalitetsafdelingens ansatte naturligvis er drønærgerligt: »Når erhvervsuddannelserne bruger så mange ressourcer på et omfattende kvalitetsarbejde, er det ærgerligt, hvis der er lærere, der oplever, at dataarbejdet ikke tager skridtet fra dokumentation af kvaliteten af undervisningen til en udvikling af den«, siger eksempelvis chefkonsulent Pernille Hjermov fra EVA.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu kunne man jo måske tage konsekvensen af undersøgelsen og lade tvivlen komme de mange undervisere til gode. Man kunne konkludere, at når de ansatte ikke oplever, at al den meget rapportering bruges til noget fornuftigt, så kunne man måske sætte frekvensen af datarapportering lidt ned.

Men hvis man konkluderer det, så forstår man meget dårligt, hvordan tingene er indrettet i moderne skoleledelse. For er der nogen, der står sammen her i verden, så er det EVA, skolelederne og kvalitetsafdelingen. Det er simpelthen medarbejderne, den igen er gal med. Alle de brokkehoveder, nejhatte, forandringsresistente og silotænkende medarbejdere, som altid må forstå, at administrationen vil dem det bedst, også når de ikke selv forstår, hvad det hele skal nytte.

EVA konkluderer simpelthen i en pressemeddelelse, at: »Erhvervsuddannelserne bør blive ved med at arbejde med, hvordan man kan komme fra dokumentation til udvikling, og hvordan man får arbejdet med data til at give mening for lærerne«.

Lærerne kan altså godt spare sig deres brok, for konklusionen er givet på forhånd, og den kommer altid kvalitetsafdelingerne til gode. Når de, der sidder ude i driften, rent faktisk ikke kan bruge de data til noget, er det naturligvis dem, den er gal med, og ikke dataindsamlingen.

Vi kan godt forstå, at mange lærere må give op over for den overmagt, når man på forhånd har besluttet sig for, at kvalitetsafdelingen er nyttig, også når den opleves som det modsatte. Således kan de ansatte på landets erhvervsskoler se frem til at skulle producere endnu mere pseudoarbejde for fremtiden, mens kvalitetsafdelingen endnu en gang går under radaren og vil gøre det i al fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For her synes 95 procent jo, at det går glimrende, og i sidste ende er det altså dem, der bestemmer.

Her kan man ikke fejle, for systemet er sat sådan op, at man altid har ret.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce