Debatindlæg afPeter Hummelgaard

Medlem af Folketinget (S) og forfatter til 'Den syge kapitalisme'

Bogaktuel socialdemokrat: Den danske model skal styrkes for at imødegå den stigende ulighed

Lyt til artiklen

I den forgangne uge holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen tale ved verdenskongressen for den internationale fagbevægelse i Bella Center. Her hyldende han den danske arbejdsmarkedsmodel og vores flexicurity-system.

Også vores beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, har for nylig udtalt, at han er blevet klogere og i dag er »pinligt bevidst om, hvor glade vi skal være for den danske model«.

Det er jo alt sammen både godt og mægtig rørende. Særligt når man tænker på, at de to politikere og deres parti siden 2001 har truffet en myriade af beslutninger, der alene havde til mål at svække den danske model og især fagforeningernes forhandlingsstyrke.

Her tænker jeg især på beslutningen om at tillade tværfaglige a-kasser, som reelt givet luft under vingerne til de såkaldt gule fagforeninger; afskaffelsen af fradraget for fagforeningskontingent; fratagelsen af tilskuddene til de faglige højskoler; forringelserne af dagpengene midt i nationens værste krise siden krigen; beslutningsforslaget oven på sagen om Vejlegården om at begrænse lønmodtagernes ret til at gå i konflikt for deres rettigheder – og meget mere.

De falske fagforeninger underminerer vores arbejdsmarkedsmodel

I 2017 gennemførte LO en stor globaliseringsundersøgelse. Når man tænker på, hvor stort tilbageslaget har været for opbakningen til globaliseringen blandt lønmodtagere i hele den vestlige verden, er resultaterne af undersøgelsen blandt de danske LO-medlemmer bemærkelsesværdige.

80 procent af de adspurgte er på tværs af uddannelsesbaggrund positive over for international handel og mener, at det vil skabe eller bevare job i Danmark. Selv blandt de ufaglærte mener 75 procent, at international handel har en positiv betydning for beskæftigelsen.

Ligeledes mener stort set alle adspurgte, at varer og tjenesteydelser er blevet billigere for forbrugerne på grund af den øgede handel.

Tilsvarende bemærkelsesværdigt er det, at et flertal af danske løn- og dagpengemodtagere på tværs af uddannelsesgrupper mener, at automatisering og digitalisering skaber nye jobs eller bidrager til at holde på arbejdspladserne i Danmark. Omkring 80 procent af de ufaglærte og faglærte mener tilmed, at brugen af robotter i produktionen skaber bedre arbejdsmiljø.

Det betyder ikke, at alt er positivt. For i undersøgelsen svarer især de ufaglærte og faglærte, at social dumping er et reelt problem, som politikerne ikke gør nok for at adressere. 6 ud af 10 LO-lønmodtagere mener, at politikerne skal gribe mere håndfast ind over for systematisk undergravning af ordentlige løn- og arbejdsvilkår gennem brug af udenlandsk arbejdskraft.

Dertil mener både de faglærte og ufaglærte LO-lønmodtagere, at det især er arbejdsgiverne, der har ansvaret for at sikre lige vilkår for udenlandske og herboende arbejdstagere.

LO-undersøgelsen viser også, at flere og flere danskere ikke er trygge ved, at den sociale sikring vil være et tilstrækkelig stærkt sikkerhedsnet i fremtiden.

Dennis Nørmark: Vikarer og freelancere er ikke stakler – de er arbejdsmarkedets helte, der undslipper ligegyldighederne

Når de danske lønmodtagere er så meget mere positive over for globalisering, frihandel og teknologisk omstilling, skyldes det den danske model. Vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel får nemlig fordelt gevinsterne ved frihandel og automatisering, mens lønmodtagerne nyder langt større social sikring ved globaliseringens negative konsekvenser.

Som sagt er en af de mest udslagsgivende faktorer for den stigende ulighed i det meste af den vestlige verden den faldende organiseringsgrad. Ud af verdens 50 største økonomier oplevede de 29 et fald i lønmodtagerandelen fra 1991 til 2014. De 29 lande tegnede sig tilsammen for to tredjedele af verdens samlede bnp.

Den faldende lønmodtagerandel ses ikke kun i ’gamle’ økonomier som USA og Tyskland, men også i nye fremstormende økonomier som Kina og Indien.

Faldende faglig organisering kan ifølge IMF være en medvirkende forklaring på udviklingen, fordi det svækker lønmodtagernes forhandlingskraft over for arbejdsgiverne.

I en række vestlige lande er der en direkte sammenhæng mellem faldende organiseringsgrad på arbejdsmarkedet og den stigende ulighed. I USA er det en af de absolut væsentligste årsager til den stigende ulighed og til, at middelklassen har mistet fodfæste i økonomien.

Indtil videre har vi i Danmark formået at gøre globaliseringen til en fordel for de danske lønmodtagere. Det skyldes især vores stærke faglige organisering og vores arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere finder sammen om fælles løsninger.

Men i takt med at organiseringsgraden også falder herhjemme, vil lønmodtagernes forhandlingsstyrke også falde, og dermed svækkes den motor, der har gjort globaliseringen til en fordel for de fleste.

Det er derfor afgørende, at vi på nationalt såvel som europæisk plan politisk gør alt, hvad vi kan, for at understøtte, at vi også i fremtiden har et velorganisereret arbejdsmarked og en arbejdsmarkedsmodel baseret på forhandlinger om løn og arbejdsvilkår.

Det er den eneste måde, hvorpå lønmodtagerne kan sikre sig deres retfærdige andele af globaliseringens gevinster.

Flexicurity: Den danske model er under pres

Hvis vi vil undgå tidens strukturelle tendens til stigende ulighed, skal rammevilkårene for den danske model styrkes.

Det er ikke politikernes opgave at organisere lønmodtagere på arbejdsmarkedet – det er fagforeningernes. Men politikere kan gøre mere eller mindre for at hjælpe det på vej. De kan sågar træffe beslutninger, som direkte skader fagforeningers forhandlingskraft – ligesom VK-regeringen gjorde fra 2001 og frem.

Derfor bør vi sikre, at det i fremtiden altid vil være attraktivt at sikre sig imod arbejdsløshed gennem vores solidariske dagpengesystem. Fradraget for fagforeningskontingent bør ændres, så det i langt højere grad tilgodeser medlemskab af de overenskomst- og uddannelsesbærende fagforeninger.

Og i Europa skal vi kæmpe benhårdt imod alle forsøg på at underminere vores arbejdsmarkedsmodel.

Blandt andet sådan kan Danmark også i fremtiden være et af verdens mest lige og trygge lande for alle.

Peter Hummelgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her