I dag 17. december er det otte år siden, at den tunesiske frugthandler Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv og blev symbol på tusinder af tuneseres frustration over den voksende ulighed i landet og det autoritære regimes undertrykkelse af befolkningen.
Et folkeligt oprør bredte sig til hele landet, og en lille måned senere forlod præsident Ben Ali og hans familie Tunesien.
Samtidig fandt befolkningerne i en række andre arabiske lande styrke i det tunesiske oprør til også selv at sætte sig op mod årtiers diktaturer. Her er historien ikke endt lykkeligt.
Millioner af syrere er flygtet for at redde livet, egyptisk civilsamfund og journalister forfølges og fængsles igen af regimet, og Libyen er gået i opløsning og ledes de facto af militser.
Tunesien fremstår som lyset i en ellers meget mørk udvikling i regionen. Her har været afholdt frie valg, der er blevet skrevet en ny grundlov, og der har været en dialogproces, der blev anerkendt med Nobels Fredspris. Man har også håndteret de væbnede angreb, der har været i landet og mod udenlandske turister.
Økonomien har det vanskeligt. Arbejdsløsheden er steget markant, og mange lever i dag som daglejere. På baggrund af de store overskrifter foranlediges man til at konkludere, at her går det godt, send flere penge i form af investeringer og erhvervsliv. Men det går ikke kun godt.
For efter otte år med forandringer på det politiske niveau er man nu nået frem til fase 2, hvor de dybe strukturelle årsager til og konsekvenser af diktaturet skal ændres.
Tunesere protesterer for bedre levevilkår på årsdagVold, sikkerhed og reformer af sikkerhedssektoren er helt centralt i denne fase. Under de store overskrifter har det været fortrængt, at det tunesiske oprør faktisk tog sin begyndelse med hverdagsvold: Frugthandleren Bouazizi fik en lussing af en politibetjent, da han ville klage over, at hans frugtvogn var blevet konfiskeret af myndighederne.
Det var i frustration over vold, arbejdsløshed, korruption og dermed et uværdigt liv, at Bouazizi satte ild til sig. Han var bare én af millioner af tunesere, der havde fået nok af et uværdigt liv, og som sluttede sig til oprøret.
Vold udøvet af staten, myndigheder og sikkerhedsstyrker, politiets synlige og usynlige kontrol med og overvågning af borgerne var grundlaget for præsident Ben Alis regime. Ubegrundet fængsling af unge mænd, civilt politi, der rev det religiøse tørklæde af kvinder på gaden, telefoner, der blev aflyttet, og natlige husransagninger var hverdag for tuneserne indtil oprøret.
Man talte ikke om det, og derfor ved vi endnu ikke nok om omfanget og konsekvenserne. For man stolede ikke på sin nabo eller sin egen bror, da mange tjente en nødvendig håndøre som stikker.
Volden avlede en mistillidskultur og frygt, der gennemsyrede landet, og den finder fortsat sted i alle livets faser i Tunesien: Tunesiske skolebørn oplever dagligt fysisk afstraffelse, unge mænd bliver stadig taget med til vilkårlige afhøringer, når de færdes på gaderne, og op mod 50 procent af unge piger og kvinder oplever vold i hjemmet. Vold er så inkorporeret en del af tunesernes hverdag, at den knap opfattes som vold, men blot som en livspræmis i dagligdagen. Volden er blevet normaliseret.
Derudover ved vi fra forskningen, at når store grupper i et samfund sættes uden for indflydelse, marginaliseres, ydmyges og oplever, at deres værdighed tages fra dem, så skaber det vold. Vold bliver et middel til overlevelse.
Regeringen i Tunesien sætter hæren ind mod protesterI Tunesien er store dele af befolkningen i dag otte år efter oprøret fortsat uden indflydelse på eget liv og hverdag, oplever geografisk betinget marginalisering samt politisk og socioøkonomisk eksklusion, og derfor er samfundet yderligere eksponeret for fastholdelse af voldskulturen.
Tunesiske forskere og civilsamfundsaktører i Tunesien er stærkt bekymrede over dette og ser det som sandsynligt, at de unges brug og oplevelse af hverdagsvold vil føre til yderligere oprør og uro, der vil destabilisere ikke blot den tunesiske transition, men hele regionen.
De frygter også, at den gamle Ben Ali-elite skal udnytte tunesernes – og Vestens – ønske om sikkerhed og stabilitet til at komme tilbage til magten. Denne elite besidder netop fortsat magten over den vigtige sikkerhedssektor, fordi den endnu ikke er reformeret.
Fundamentet for demokratiet er en mentalitetHvis denne udvikling skal undgås, kræver det, at vi ikke bare sender flere penge, men flytter fokus til de bagvedliggende og strukturelle udfordringer, som Tunesien står overfor.
Reformer af sikkerhedssektoren samt viden og åbenhed om hverdagsvold før og efter oprøret er helt afgørende for, at næste fase af den tunesiske demokratisering vil lykkes, og at befolkningens krav fra oprøret om et værdigt liv bliver indfriet.
fortsæt med at læse
