Hej. Mit navn er Steffen, og jeg er tyndhåret.
Jeg overvejer stadig den rette introduktion af mig selv til den fiktive selvhjælpsgruppe, jeg netop har fundet på. Gruppen skal bestå af tyndhårede mænd, der af forskellige årsager har tabt eller taber håret, og som synes, det er svært. For det ér svært at tabe håret. For mit eget vedkommende tabte jeg med håret også en stor del af min identitet, mit selvbillede og ikke mindst min selvtillid og selvværd. Jeg blev efterladt med et åbent sår på issen. Et sår, der ikke ville hele, fordi jeg ikke gav det luft. Jeg viste det ikke, jeg stod ikke ved det, og løsningen var i hvert fald ikke at acceptere det. I mit 23. år tabte jeg håret i julegave. Jeg kan stadig huske morgenbadene, der efterlod mit håndklæde fyldt med hår. Hvor skamfuldt og mærkeligt det var. Det kommende nytårsforsæt var at skjule det, så jeg startede med udelukkende at gå med kasket eller hue, selvom jeg aldrig har syntes, det klæder mig synderligt. Men hellere det end et skaldet hoved, ikk’?
