0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ulla Tofte: Giv skolen, hospitalet og biblioteket samme særstatus som kirken

Folkekirken er en lille frodig ø midt i det evige sparehav. I et oplyst samfund bør viden, sundhed og kultur nyde samme privilegium.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Tegning:: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare.

Således lyder afsnittet om folkekirken i regeringsgrundlaget fra 2016. Efter sådan en juleferie er det ikke svært at få øje på kirkens særstatus i samfundet. Instagram flyder over med se-mig-jeg-går-i-kirke-selfies, og folk er i julemåneden strømmet til adventsarrangementer, luciadag og gudstjenester.

Flere kirker har i juledagene haft tre daglige ’services’, som det meget passende hedder på engelsk. For danskerne bliver sandelig serviceret af folkekirken. Den holder nemlig åbent – i modsætning til lægen, politistationen og biblioteket.

Det skyldes naturligvis, at der siden kristendommens indførelse i Danmark har været en tæt sammenhæng mellem de kristne højtider og befolkningens ret og pligt til at holde fri for at kunne fordybe sig i troen. De kristne helligdage spiller derfor også fortsat en central rolle i alt fra overenskomstforhandlinger til lukkelov og udgør på mange måder rammen om vores hverdag.

Og da hovedparten af den danske befolkning betragter sig som kulturkristne og støtter op om folkekirken uden nødvendigvis at komme der, giver det også god mening at bevare den særlige religionskultur, der præger samfundet, og som er synlig her ved juletid.

Kunne man måske forestille sig en kirkereform, hvor landets flere tusind kirker med et trylleslag blev reduceret til under 100?

Hvad der derimod kan være vanskeligere at forstå, er, hvorfor ikke andre centrale samfundsinstitutioner nyder samme særstatus. 250 år efter oplysningstidens begyndelse, der satte videnskaben i centrum for europæernes verdenssyn, mere end 100 år efter demokratiets indførelse i Danmark og 85 år efter indførelsen af Steinckes socialreformer er der andre samfundsmæssige værdier, der også burde have særstatus.

Folkekirkens særlige rolle har jo blandt andet betydet, at den er gået fri af de reformer og besparelser, der efterhånden har præget samfundet i flere årtier, i modsætning til uddannelsesinstitutionerne, retsvæsnet og sygehusene, der næsten synes at stå forrest i køen, hver eneste gang en ny regering ser sig om efter rationaliseringsgevinster.

Folkekirken er en lille frodig ø midt i det evige sparehav, og religionsforskeren Brian Arly Jacobsen påpegede i et debatindlæg her i avisen sidste år, at denne ø faktisk er blevet 16 procent rigere over de sidste 10 år. For trods udmeldelser og færre døbte formår kirken at fastholde sin legitimitet i befolkningen. Den repræsenterer noget, vi ikke vil undvære – og som politikerne derfor ikke tør røre.

Er det den grundlovssikrede særstilling eller dens 1.000-årige historie, der er årsag til den store folkelige og politiske opbakning? Og hvad skal der til, for at folkeskole og hospitalsvæsen kan få samme status?

I efteråret dristede en jysk kommunalpolitiker på jagt efter besparelser på budgettet sig til at foreslå, at alle stikveje til kommunens kirker skulle overgå fra offentlig til privat vej, således at vedligeholdsforpligtelse og snerydning fremover ville være menighedsrådets ansvar.

Men formanden for et af de berørte meningsråd var hurtigt på pletten og brugte prompte vor tids abracadabra – ordet ’sammenhængskraft’ – som værn mod truslen. Vupti kom byrådet på andre tanker.

Nogenlunde samtidig rullede et par dokumentarprogrammer hen over skærmen på TV 2, der under titlen ’Hvor er Politiet?’ satte fokus på butikker og deres ansatte, der gentagne gange blev udsat for grove butikstyverier ved højlys dag, uden at politiet greb ind eller forsøgte at finde og retsforfølge de skyldige.

Forargelsen var stor, og i dagene efter havde medier fokus på følelsen af retsløshed, der også præger særligt udsatte boligområder. Men ud over en alvorlig mine fra justitsminister Søren Pape var der ingen, der for alvor havde tænkt sig at gøre noget ved problemet. Måske fordi politi og domstol – i modsætning til kirkerne – heller ikke længere manifesterer sig fysisk i samfundet.

En gang glimtede den forgyldte morgenstjerne fra toppen af politistationen i enhver købstad og mindede borgerne om, at her var ordensmagten til stede. Ofte lå retsbygningen kun få skridt derfra med retfærdighedens gudinde Justitia på facaden, som en evig påmindelse om, at retssamfundet også nåede ud i yderste afkrog af landet.

Både politistation og domstol er for længst flyttet, sammenlagt og effektiviseret ind til de større byer, og bygningerne genanvendt til advokatkontor, cafe eller tøjbutik. Men hvor retsstaten ikke har formået at fastholde en synlig markør i det offentlige rum, er barmhjertigheden fortsat stærkt repræsen