Tegning:: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ulla Tofte: Giv skolen, hospitalet og biblioteket samme særstatus som kirken

Folkekirken er en lille frodig ø midt i det evige sparehav. I et oplyst samfund bør viden, sundhed og kultur nyde samme privilegium.

Debatindlæg

Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare.

Således lyder afsnittet om folkekirken i regeringsgrundlaget fra 2016. Efter sådan en juleferie er det ikke svært at få øje på kirkens særstatus i samfundet. Instagram flyder over med se-mig-jeg-går-i-kirke-selfies, og folk er i julemåneden strømmet til adventsarrangementer, luciadag og gudstjenester.

Flere kirker har i juledagene haft tre daglige ’services’, som det meget passende hedder på engelsk. For danskerne bliver sandelig serviceret af folkekirken. Den holder nemlig åbent – i modsætning til lægen, politistationen og biblioteket.

Det skyldes naturligvis, at der siden kristendommens indførelse i Danmark har været en tæt sammenhæng mellem de kristne højtider og befolkningens ret og pligt til at holde fri for at kunne fordybe sig i troen. De kristne helligdage spiller derfor også fortsat en central rolle i alt fra overenskomstforhandlinger til lukkelov og udgør på mange måder rammen om vores hverdag.

Og da hovedparten af den danske befolkning betragter sig som kulturkristne og støtter op om folkekirken uden nødvendigvis at komme der, giver det også god mening at bevare den særlige religionskultur, der præger samfundet, og som er synlig her ved juletid.

Kunne man måske forestille sig en kirkereform, hvor landets flere tusind kirker med et trylleslag blev reduceret til under 100?

Hvad der derimod kan være vanskeligere at forstå, er, hvorfor ikke andre centrale samfundsinstitutioner nyder samme særstatus. 250 år efter oplysningstidens begyndelse, der satte videnskaben i centrum for europæernes verdenssyn, mere end 100 år efter demokratiets indførelse i Danmark og 85 år efter indførelsen af Steinckes socialreformer er der andre samfundsmæssige værdier, der også burde have særstatus.

Folkekirkens særlige rolle har jo blandt andet betydet, at den er gået fri af de reformer og besparelser, der efterhånden har præget samfundet i flere årtier, i modsætning til uddannelsesinstitutionerne, retsvæsnet og sygehusene, der næsten synes at stå forrest i køen, hver eneste gang en ny regering ser sig om efter rationaliseringsgevinster.

Folkekirken er en lille frodig ø midt i det evige sparehav, og religionsforskeren Brian Arly Jacobsen påpegede i et debatindlæg her i avisen sidste år, at denne ø faktisk er blevet 16 procent rigere over de sidste 10 år. For trods udmeldelser og færre døbte formår kirken at fastholde sin legitimitet i befolkningen. Den repræsenterer noget, vi ikke vil undvære – og som politikerne derfor ikke tør røre.

Er det den grundlovssikrede særstilling eller dens 1.000-årige historie, der er årsag til den store folkelige og politiske opbakning? Og hvad skal der til, for at folkeskole og hospitalsvæsen kan få samme status?

I efteråret dristede en jysk kommunalpolitiker på jagt efter besparelser på budgettet sig til at foreslå, at alle stikveje til kommunens kirker skulle overgå fra offentlig til privat vej, således at vedligeholdsforpligtelse og snerydning fremover ville være menighedsrådets ansvar.

Men formanden for et af de berørte meningsråd var hurtigt på pletten og brugte prompte vor tids abracadabra – ordet ’sammenhængskraft’ – som værn mod truslen. Vupti kom byrådet på andre tanker.

Nogenlunde samtidig rullede et par dokumentarprogrammer hen over skærmen på TV 2, der under titlen ’Hvor er Politiet?’ satte fokus på butikker og deres ansatte, der gentagne gange blev udsat for grove butikstyverier ved højlys dag, uden at politiet greb ind eller forsøgte at finde og retsforfølge de skyldige.

Forargelsen var stor, og i dagene efter havde medier fokus på følelsen af retsløshed, der også præger særligt udsatte boligområder. Men ud over en alvorlig mine fra justitsminister Søren Pape var der ingen, der for alvor havde tænkt sig at gøre noget ved problemet. Måske fordi politi og domstol – i modsætning til kirkerne – heller ikke længere manifesterer sig fysisk i samfundet.

En gang glimtede den forgyldte morgenstjerne fra toppen af politistationen i enhver købstad og mindede borgerne om, at her var ordensmagten til stede. Ofte lå retsbygningen kun få skridt derfra med retfærdighedens gudinde Justitia på facaden, som en evig påmindelse om, at retssamfundet også nåede ud i yderste afkrog af landet.

Både politistation og domstol er for længst flyttet, sammenlagt og effektiviseret ind til de større byer, og bygningerne genanvendt til advokatkontor, cafe eller tøjbutik. Men hvor retsstaten ikke har formået at fastholde en synlig markør i det offentlige rum, er barmhjertigheden fortsat stærkt repræsenteret.

2.354 kirker rundt om i landet er åbne og tilgængelige, smukt belyst i aftenmørket, så de kan ses på lang afstand. Frelsen fra det onde kan måske være en trøst, når det nu kniber med at få politiet til at rykke ud eller få en sag behandlet i byretten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Begreber som sammenhængskraft, menneskelighed og nærvær klinger bare langt tungere, når de kommer fra en sognepræst end en sygeplejerske

Indtil videre har kirkerne været i stand til at italesætte deres rolle som værdiskabende på en måde, som hverken uddannelsessektoren, kulturlivet eller retsvæsnet har. Begreber som sammenhængskraft, menneskelighed og nærvær klinger bare langt tungere, når de kommer fra en sognepræst end en sygeplejerske. Kunne man måske forestille sig en kirkereform, hvor landets flere tusind kirker med et trylleslag blev reduceret til under 100? Med en ’superkirke’ beliggende i en større midtjysk kommune og højt specialiserede fagprofessionelle, der via en kirkeplatform med tast selv-service tilbyder sig som sjælesørgere, skriftefædre og skilsmisserådgivere? Nej, vel?

For den personlige relation mellem gud og mennesket, mellem præst og menighed, står for de fleste som en bærende søjle i vores samfund og identitet. Spørgsmålet er, om den personlige relation mellem socialrådgiver og klient eller læge og patient i dag ikke er mindst lige så vigtig.

Ét af temaerne i den kommende valgkamp vil uden tvivl være de trusler mod demokrati og ytringsfrihed, der er rykket tættere på Europa. Som den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev allerede påpegede for nogle år siden, er det ikke længere så indlysende, at demokratiet i længden vil sejre – måske snarere tværtimod.

Og truslen kommer nu ikke kun fra totalitære regimer og religiøse fundamentalister, men spores i dag også fra vestlige ledere, der tugter den frie presse og sætter spørgsmålstegn ved videnskaben. Der er derfor behov for at frede nogle af de helt centrale grundpiller i vores samfund: Skolen. Hospitalet. Biblioteket. Den frie adgang til viden. Grundpiller, der siden slutningen af 1700-tallet har været afgørende drivkræfter henimod det samfund, vi kender i dag, hvor viden, sundhed og tryghed sikrer stabilitet og velstand.

Da de første ideer om fredning af naturområder opstod for lidt mere end 100 år siden, anså de fleste det for en absurd tanke at yde særlig beskyttelse til noget så alment og selvfølgeligt som naturen. Historien viser, hvorfor det var nødvendigt.

På samme måde forekommer en fredning af værdier, der både synes indlysende og samtidig er immaterielle, i dag temmelig bizar. Men måske er det netop, hvad der skal til, hvis ikke vores frie og sekulære samfund umærkeligt skal eroderes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tusind års kristendom har gjort danskerne kulturkristne, selvom de færreste har et tæt forhold til trosretningen, og opbakningen til kirkerne er tilsyneladende så udbredt hos befolkning og politikere, at de er gået urørte gennem reformer og sparerunder.

I et oplyst samfund skal viden, sundhed og kultur naturligvis nyde samme privilegium – og den kommende regering kan passende genbruge sætningen om folkekirken fra det nuværende regeringsgrundlag. Måske i en lidt anden udgave, noget i retning af: »Danmark et oplyst land, og oplysningen indtager en særstatus i form af biblioteksvæsen, skoler og uddannelser. Denne særstatus vil regeringen bevare«.

250 år efter oplysningstidens begyndelse må en fredning af disse grundlæggende samfundsmæssige værdier efterhånden være berettiget, så videnskab, dannelse og sundhed kan få samme status i samfundet som religion.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce