Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er ikke algoritmer, vi borgere har valgt til at udstikke rammer for samfundslivet. Det skulle gerne være politikere - mennesker med overblik og principper nok til at turde markere, hvor grænserne går, skriver Jonas Heide Smith.
Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk

Det er ikke algoritmer, vi borgere har valgt til at udstikke rammer for samfundslivet. Det skulle gerne være politikere - mennesker med overblik og principper nok til at turde markere, hvor grænserne går, skriver Jonas Heide Smith.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Politikerne må vågne op og sætte klare grænser for den digitale overvågning

Fordelene ved at lade os overvåge digitalt er nu så konkrete, at vi skal hanke gevaldigt op i vores principper, hvis vi ikke vil løbes over ende.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

18. maj sidste år gav den amerikanske popstjerne Taylor Swift koncert i Pasadena, Californien. Skønt for hendes fans, men også tankevækkende i en helt anden sammenhæng. På koncertområdet var nemlig opsat en skærm, der viste små behind-the-scenes-klip af Swift. Installationen gjorde dog andet og mere, for kiggede du på skærmen, blev du uforvarende fotograferet, og billedet sendt til et system, der sammenlignede dit ansigt med uønskede ’stalkere’.

Er det smart? Sikkert. Er det overvågning i den let orwellske ende af spektret? Absolut.

Man kunne kalde det toppen af isbjerget, men der er snarere tale om en kuriøs lille spids af et enormt undersøisk ismassiv. I disse år smelter en lille håndfuld teknologier sammen, der muliggør smarte servicer, omfattende bekvemmelighed, et væld af rabatmuligheder og – nå, ja – konstant, finmasket overvågning.

Den første er ansigtsgenkendelse, altså software, der matcher dit ansigt med en persondatabase og fortæller nogen, hvem du er. Den næste er lokationstracking, altså at din telefon formentlig i dette øjeblik fortæller en hel række virksomheder, hvor du befinder dig. Den tredje kan vi for nemheds skyld kalde kunstig intelligens, her forstået som mødet mellem computerbaseret evaluering, ’big data’ og det, vi for nogle år siden kaldte ’gamification’, altså anvendelsen af mekanikker fra spilverdenen i andre sociale sammenhænge.

Hvis du gerne vil vide, hvordan disse teknikker kan forenes i praksis, så kig mod øst. Den kinesiske regering eksperimenterer med at kombinere omfattende overvågning med en troværdigheds-score: et løbende op- og nedjusteret tal for den enkelte borgers opførsel, som skal give systemer, arbejdsgivere og medborgere en klar angivelse af personens troværdighed. Muligvis med automatisk op- og nedjustering af borgerens muligheder for at bruge landets infrastruktur, hoteller, offentlige tjenester mm.

Pling! Du gik over for rødt og mister 50 point.

Pling! Du skrev noget kritisk om partiet på nettet og mister 200 point.

VESTLIGE MEDIERS dækning af dette tekno-sociale eksperiment har formentlig været overdrevet. Systemet er ikke udrullet over kæmpenationen, og mange detaljer er uklare. Det lyder da også næsten for langt ude til at være sandt, ikke? Og kunne det ske, ville det trods alt kun kunne være i Kina.

Og dog. I Gladsaxe Kommune syntes man jo faktisk i 2018, at denne type tilgang var meget lovende. I marts kunne Politiken berette, hvordan den sjællandske kommune ønskede at tildele børnefamilier et socialt pointtal med henblik på at identificere potentielt udsatte børn.

Pling! Du er blevet diagnostiseret med en psykisk sygdom og mister 1.000 point.

Regeringen var begejstret. Børne- og socialminister Mai Mercado så spændende muligheder og forstod ikke umiddelbart kritikken, ja var faktisk »lidt ærgerlig over, at det bliver en overvågningsdiskussion«.

Der er en beskæmmende naivitet over ministerens svar, for Gladsaxe-modellen indeholder dybt tvivlsomme elementer, der truer med at underminere tilliden mellem borgere og behandlingssystem. Jeg deler bestemt modviljen mod den udtalte overvågningsbegejstring. Men forargelsen skygger for en vigtig pointe: Gladsaxe-modellen er (også) en åbenlyst god idé.

Prøv at skifte perspektiv. Du er ansvarlig for børns velfærd i en kommune og ved, at en betydelig procentdel vil blive socialt udsatte. Du ved også objektivt – via Danmarks Statistik – hvilke faktorer, der korrelerer med dette uønskede resultat. Du ved med andre ord, hvor meget risikoen øges, hvis en forælder for eksempel har en psykisk sygdom.

Du har nu valget mellem to metoder til at identificere de børn, der bør gives særlig opmærksomhed og støtte. Den første: Du kan bruge din objektive viden om sociale faktorers effekt samt den viden, som kommunens sundhedspersonale i forvejen besidder. Den anden: Du kan se bort fra al denne eksisterende viden og overlade vurderingen til hårdt tidspresset personale præget af al mulig menneskelig fejlbarlighed. Er det overhovedet seriøst at fastholde nummer 2?

Og nu nærmer vi os sagens kerne. Den håbløse Gladsaxe-model bygger på et fundament af god vilje og letforståelig fornuft. Der er masser af positive ting at sige om både overvågning og kunstig intelligens. Er du enig?

Nej, nej, jeg spørger ikke til din principielle, fritsvævende holdning. Mærk endelig ikke efter. Overvej i stedet følgende:

Har du et Coop-kort? I så fald lader du en stor virksomhed kende dit privatforbrug i detaljer. Bruger du en app til at betale for parkering? I så fald lader du en virksomhed, du næppe kender meget til, vide, hvor du færdes. Bruger du BroBizz eller nummerplade-genkendelse for at krydse Storebæltsbroen? Samme historie. Du kunne vælge at betale alt med kontanter, men det er besværligt, så det gør du nok ikke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og skulle du være blandt de få, som skænker disse data-transaktioner en tanke, så er det jo den rene børnevenlige uskyld i sammenligning med de små djævlekontrakter, som de fleste af os dagligt indgår på vores telefoner.

Ifølge The New York Times’ nylige kortlægning af fænomenet har et betydeligt antal virksomheder lokationsdata på måske helt op til 200 millioner mobile enheder i USA, halvdelen af alle aktive telefoner. I nogle tilfælde med mere end 14.000 målinger per telefon per dag.

Din telefon plaprer løs om din adfærd til private virksomheder, hvoraf mange (afhængigt af dine indstillinger og installerede apps) sælger disse data videre. At koble disse datapunkter til dig som navngiven person er ikke trivielt – hvilket typisk er svaret på enhver kritik – men det er ofte heller ikke særlig svært.

LEVER VI SÅ i en mørk datadystopi? Nej, overhovedet ikke. Vores digitale tjenester udvider vores muligheder og hjælper os med at blive klogere og med at spare tid og penge. Ofte er prisen blot vores privatliv.

Ingen har ondskab som formålsparagraf. Coop vil gerne give dig bedre service og mere målrettede tilbud, Gladsaxe Kommune vil gerne hjælpe udsatte børn, og kommunistpartiet i Kina vil gerne øge tilliden i samfundet.

Danske politikere har traditionelt været begejstrede for ny teknologi, og vi bor nu i et af de mest gennemdigitaliserede lande. Man har typisk været tilbageholdende med at regulere internettet, hvilket på sin vis udtrykker en klædelig ydmyghed. I stedet for at tro, at det nye og ukendte kunne detailplanlægges, har man set tiden an og troet på, at eksisterende lovgivning kunne rumme den digitale verden.

En fin tanke, men i 2019 er der brug for langt klarere regler og langt tydeligere principper:

Hvor går grænserne? Ikke i abstrakt forstand, men der, hvor uskyldige børn måske kunne hjælpes, hvis man overvågede deres forældre lidt mere. Svære spørgsmål som dette kommer med garanti til at præge de kommende år, og vi er allerede et godt stykke nede ad rutsjebanen.

Danske politikere har – næsten i skøn forening – undladt at forholde sig til de tydelige problemstillinger. Men fodslæbende passivitet og mumlende pragmatisme er ikke længere en mulighed. Ikke at trække grænser er at vælge overvågningen og at overlade stadig mere styring til algoritmerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er ikke algoritmer, vi borgere har valgt til at udstikke rammer for samfundslivet. Det skulle gerne være mennesker med overblik og principper nok til at turde markere, hvor grænserne går.

Effekten af digitale teknologier afgøres af de rammer – juridiske, økonomiske og etiske – hvori disse teknologier indgår.

Kære politikere, vi trænger til, at I retter ryggen, hæver stemmen og får styr på rammerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden