De seneste dage har vi i medierne kunnet læse om en evaluering af læreruddannelsen, der viser, at for mange studerende er uambitiøse, og det er for let at klare sig igennem uddannelsen med en lille studieaktivitet. For at styrke uddannelsens kvalitet anbefales det derfor, at kravene og forventningerne til de studerende skærpes.
Jeg er selv lærerstuderende på tredje år på Professionshøjskolen Absalon. Her befinder jeg mig i den heldige situation, at jeg hver dag bliver mødt af kompetente og inspirerende undervisere, der kæmper en brav kamp for at højne niveauet. Endvidere er jeg en del af en studiegruppe, hvor ambitionsniveauet er tårnhøjt. Så når læreruddannelsen kritiseres for ikke at være et ambitiøst fuldtidsstudium, har jeg svært ved at genkende mig selv i det.
Debat: Læreruddannelsen kan sagtens lykkes inden for de eksisterende rammerAf modulevalueringerne fremgår det, at vi forventes at være studieaktive 40 timer ugentligt. Jeg har mellem 20 og 24 undervisningslektioner om ugen og en tilsvarende lektiemængde. Dertil kommer obligatoriske opgaver, fremlæggelser, supplerende litteratur og eksamensforberedelse, hvilket betyder, at jeg studerer omkring 60 timer om ugen. Og det er et minimum. Når tiden tillader det, arbejder jeg som lærervikar på en lokal folkeskole for at tilegne mig uvurderlig praksiserfaring. Bevares, jeg hører til i den ambitiøse ende, men jeg frygter, at det er sådan en som mig, det går ud over, hvis nye krav til studieintensiteten baseres på dem i den diametralt modsatte ende af den skala.
For jeg vil også forsøge at opfylde disse krav og som konsekvens heraf bruge endnu flere timer på studiet. Men vil de uambitiøse studerende det?
Hvor gerne jeg end ville kunne sige noget andet, er det let genkendeligt for mig med uambitiøse lærerstuderende. Medstuderende tuder mig ugentlig ørerne fulde af dårlige undskyldninger for manglende indsats. Jeg bliver så træt, og jeg krummer tæer. Det ender jo med, at det ikke kun er vejen til helvede, men også vejen til den danske folkeskole, der er brolagt med dårlige undskyldninger. Det kan vi ikke være bekendt at byde vores børn og unge mennesker. De fortjener engagement og kvalitet. De fortjener glade lærere med fagligt overskud. Og det kræver, at vi som lærerstuderende er villige til at gøre en indsats for at opfylde de mange krav, der allerede stilles til os.
Jeg er træt af at møde til undervisning på et hold med 24 studerende, hvor vi på en god dag er en håndfuld, der er mødt velforberedt op. Jeg er træt af at høre ureflekterede bidrag og umiddelbare meninger i gruppearbejde, fordi mine medstuderende ikke har læst op til undervisningen. Jeg er træt af at møde til undervisning, hvor jeg har brugt timer på at forberede en fremlæggelse, for at finde ud af at vi er to ud af seks grupper, der er klar. Hvad er det for en indstilling til det at tage en uddannelse?
Ekspertgruppe: Læreruddannelsen er for uambitiøsJeg har besluttet mig for, at jeg de resterende 1,5 år af min uddannelse ikke vil slæbe en medstuderende igennem, der ikke bidrager og passer sit studium. Som en klog studiekammerat sagde: »Du tager jo heller ikke en mand, der er i dårlig form, på ryggen og løber et maraton, fordi det er synd for ham«.
Jeg har medstuderende, der kan blive i tvivl om, hvorvidt jeg stadig går på læreruddannelsen, på trods af at jeg har en mødeprocent på 100, fordi jeg ikke deltager i fredagsbarer og grisefester. Og dette er ikke en kritik af de sociale arrangementer – for de er vigtige, og de har deres berettigelse. Men hvis det eneste, du bidrager med på uddannelsen, er dårlige undskyldninger og penge i barkassen, så bør du kigge dig selv grundigt i spejlet. Og kig ned. Står du lige nu på skuldrene af en eller flere medstuderende, der ikke har holdt fri i weekenden siden september, fordi de ikke kun skal lave deres egne, men også dine opgaver? Fri mig fra jeres dårlige undskyldninger! Dem er der alligevel ikke plads til ude i folkeskolen.
Hvis politikerne vil gøre noget godt for at få de danske lærerstuderende på international omgangshøjde, så vi er i form til at bide skeer med de udfordringer, der møder os i den virkelige verden, foreslår jeg, at læreruddannelsen gøres til en kandidatuddannelse. Øg studieintensiteten ved at forlænge uddannelsen, så vi modtager mere undervisning i vores fagfag og får de faglige kvalifikationer, der betyder, at vi bliver mødt med større respekt i samfundet. En omlægning til en kandidatuddannelse vil samtidig luge det lag studerende ud, som i bund og grund ikke gider lægge de kræfter i uddannelsen, det kræver.
Jeg håber dermed, at ekspertvurderingerne vil blive brugt til at styrke uddannelsen og gøre noget godt for dem af os, der mener det alvorligt. Og jeg håber, at jeg bliver sparet for ekspertvurderinger, der skal bruges til at pålægge os, der mere end opfylder kravene til studieaktiviteten, en endnu større arbejdsbyrde, som straf for manges ugidelige indstilling til studiet.
fortsæt med at læse
