Lad gå, at kongehuset, der jo i sig selv er et levn fra fortiden, altid vælger tilbageskuende kunstnere til at repræsentere sig i malerisk form. Som for eksempel Thomas Kluge, der ikke lader sig forstyrre af, at verden har bevæget sig siden Rembrandt.
Lad også gå, at kronprinsen lader sig skildre af musikeren Kasper Eistrup. Og at Frederiksborg Slot i den anledning finder det opportunt at lade en popsanger med kunstneriske ambitioner udstille retrospektivt.
Lad endda passere, at Liberal Alliance valgte at se stort på anvisninger fra Folketingets Kunstudvalg og foretrak at hyre en folkesanger og amatørmaler som Johnny Madsen til at udsmykke sit gruppeværelse. Det er alt sammen slemt, men vi overlever det.
Hvad jeg derimod ikke kan holde ud at tænke på er, at Socialdemokratiet nu har valgt en så banal maler som Jacob Brostrup til at fremstille partiets historie i både billed- og bogform. Det er utilgiveligt! Det er malerier i stil med dem, man fandt i Familie Journalen i 50’erne. Eller værre endnu: dem, som reaktionære østtyske kunstskoler dresserede eleverne til at male i Murens skygge.
Socialdemokratiet var engang arbejderklassens kulturbærende parti. Og sammen med Radikale fædre til institutioner som Statens Kunstfond. Hvordan kunne det gå så galt? Og hvordan kan I se jer selv i dette narcissistiske visuelle nonsens, dette latterlige og reaktionære billedlotteri? Følger nogen i partiet overhovedet med i moderne kunst? Modernismens historie er jo i høj grad socialismens historie. Kunstnere over hele verden har udviklet utallige visuelle strategier, I kunne have lænet jer op ad.
Alligevel vælger I et billedsprog, hvis eneste klare signal er længsel efter fortiden. Ingen fremtid, ingen vision – intet håb! Og det endda lige nu, hvor det er det, vi mest af alt trænger til. Lige før en af alle tiders vigtigste valgkampe går i gang. Hvad siger jeres kulturordfører, Mogens Jensen – vores måske kommende kulturminister – til makværket? Er han mon enig? Drømmer han i virkeligheden også, ligesom Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, om at bygge Vikingeskibsmuseet i Roskilde om til et fortidigt Valhalla – nu, hvor fredningen helt kontroversielt er blevet ophævet af kulturministeren?
Henrik Sass Larsen har bestilt syv kæmpemalerier om partiets historie: »Jeg synes ikke, der er noget DDR over det her, men det er Socialdemokratiet med stort S og selvtillid«Hvad er det dog for visne kulturvisioner, Socialdemokratiet bringer for en dag med valget af disse malerier? Man kan kun håbe, at det ikke er andet end et hændeligt uheld forårsaget af amatører på alle pladser. For hvis de skal opfattes som metaforer for partiets generelle kulturpolitiske ambitioner, hvad peger de så imod? Som jeg ser det: endnu en ubehagelig enighed med Dansk Folkepartis reaktionære nationalromantiske forestillingsverden.
fortsæt med at læse
