0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Keramiker: Det er utilgiveligt, at Socialdemokratiet har valgt en så banal maler til at fremstille partiets historie

Socialdemokratiet var engang arbejderklassens kulturbærende parti. Hvordan kunne det gå så galt? Og hvordan kan I se jer selv i dette narcissistiske visuelle nonsens, dette latterlige og reaktionære billedlotteri?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Louise Herrche Serup
Foto: Louise Herrche Serup

Henrik Sass Larsen foran de nye malerier, malet af Jacob Bostrup, som Socialdemokratiet har fået lavet til deres gruppeværelse. Foto: Louise Herrche Serup

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lad gå, at kongehuset, der jo i sig selv er et levn fra fortiden, altid vælger tilbageskuende kunstnere til at repræsentere sig i malerisk form. Som for eksempel Thomas Kluge, der ikke lader sig forstyrre af, at verden har bevæget sig siden Rembrandt.

Lad også gå, at kronprinsen lader sig skildre af musikeren Kasper Eistrup. Og at Frederiksborg Slot i den anledning finder det opportunt at lade en popsanger med kunstneriske ambitioner udstille retrospektivt.

Lad endda passere, at Liberal Alliance valgte at se stort på anvisninger fra Folketingets Kunstudvalg og foretrak at hyre en folkesanger og amatørmaler som Johnny Madsen til at udsmykke sit gruppeværelse. Det er alt sammen slemt, men vi overlever det.

Alligevel vælger I et billedsprog, hvis eneste klare signal er længsel efter fortiden. Ingen fremtid, ingen vision – intet håb!

Hvad jeg derimod ikke kan holde ud at tænke på er, at Socialdemokratiet nu har valgt en så banal maler som Jacob Brostrup til at fremstille partiets historie i både billed- og bogform. Det er utilgiveligt! Det er malerier i stil med dem, man fandt i Familie Journalen i 50’erne. Eller værre endnu: dem, som reaktionære østtyske kunstskoler dresserede eleverne til at male i Murens skygge.

Socialdemokratiet var engang arbejderklassens kulturbærende parti. Og sammen med Radikale fædre til institutioner som Statens Kunstfond. Hvordan kunne det gå så galt? Og hvordan kan I se jer selv i dette narcissistiske visuelle nonsens, dette latterlige og reaktionære billedlotteri? Følger nogen i partiet overhovedet med i moderne kunst? Modernismens historie er jo i høj grad socialismens historie. Kunstnere over hele verden har udviklet utallige visuelle strategier, I kunne have lænet jer op ad.

Alligevel vælger I et billedsprog, hvis eneste klare signal er længsel efter fortiden. Ingen fremtid, ingen vision – intet håb! Og det endda lige nu, hvor det er det, vi mest af alt trænger til. Lige før en af alle tiders vigtigste valgkampe går i gang. Hvad siger jeres kulturordfører, Mogens Jensen – vores måske kommende kulturminister – til makværket? Er han mon enig? Drømmer han i virkeligheden også, ligesom Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, om at bygge Vikingeskibsmuseet i Roskilde om til et fortidigt Valhalla – nu, hvor fredningen helt kontroversielt er blevet ophævet af kulturministeren?

Hvad er det dog for visne kulturvisioner, Socialdemokratiet bringer for en dag med valget af disse malerier? Man kan kun håbe, at det ikke er andet end et hændeligt uheld forårsaget af amatører på alle pladser. For hvis de skal opfattes som metaforer for partiets generelle kulturpolitiske ambitioner, hvad peger de så imod? Som jeg ser det: endnu en ubehagelig enighed med Dansk Folkepartis reaktionære nationalromantiske forestillingsverden.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts