Med den nye sundhedsreform skal der uddannes flere sygeplejersker. Den opgave kan det pressede sundhedsvæsen ikke løfte, for de er allerede løbet tør for tid til de studerende i dag. En løsning på problematikken om uddannelse af flere sygeplejersker, kunne jeg frygte, ville blive at gøre uddannelsen mere teoretisk og mindre praktisk.
Som ung sygeplejestuderende oplevede jeg selv på egen krop, hvor vigtig den praktiske erfaring under uddannelsen var, i nogle af mine første møder med patienterne. Som studerende var jeg ængstelig ved tanken om at skulle hjælpe en patient med personlig hygiejne som for eksempel at skifte ble, da jeg havde en klar forestilling om, hvor grænseoverskridende dette ville være. I min første praktik skete det så: Jeg skulle hjælpe med at skifte en ble.
Dette blev en særlig oplevelse, da det viste sig, at jeg på ingen måde fandt det grænseoverskridende at hjælpe dette menneske. Da jeg derimod skulle assistere en sygeplejerske med at anlægge en ernæringssonde – en sonde, der går gennem næsen, ned gennem spiserøret for at ende i mavesækken – på en ældre dement herre gik det helt anderledes.
Patienten havde gentagne gange selv hevet denne sonde ud, da han var forvirret og ikke forstod behandlingssituationen. Patientens næse og hals var derfor blevet skadet. Da vi så begyndte at anlægge den nye sonde, hostede han, havde voldsomme opkastningsfornemmelser og blødte voldsomt ud ad næsen, så det sprøjtede omkring os, når han hostede.
Det var så voldsomt for både patienten og mig, at jeg på et tidspunkt blev nødt til at forlade stuen for at gå ud og græde. Men jeg ville aldrig have været det foruden. Det lærte mig at agere professionelt i situationer og lærte mig om mine egne grænser. Jeg fik en klar forståelse af, hvilke ubehag visse sygeplejehandlinger fremkalder hos patienterne, og hvordan jeg som sygeplejerske kan hjælpe dem gennem det.
Tanken om, at mine kommende studerende skal undvære læringssituationer som ovenstående, giver anledning til refleksion om kvaliteten af den uddannelse, de studerende vil få. Som underviser kan jeg fortælle mine oplevelser og historier, sådan at de studerende får en fornemmelse af den hverdag og de udfordringer, de kan møde. Jeg kan også øve situationer i simulationsstuer med dukker, der kan svare de studerende. Det mener jeg dog ikke er nok.
Opråb fra 43 klinikchefer: Politikerne må indse, at der ikke er råd til det heleJeg mener, det er utroligt vigtigt, at vi lader de studerende skabe deres egne erfaringer, historier og oplevelser i klinikken, så de er bedst muligt rustet til den virkelighed, de kommer til at møde. Vi er endt i en ond cirkel, hvor praksissektoren ikke kan have de studerende i praktisk undervisning på sygehuse el. andre steder i sundhedsvæsenet, og samtidig mener man ikke, at de studerende kan nok praktisk som færdiguddannede.
Jeg foreslår derfor, at uddannelsesminister Tommy Ahlers sammen med professionshøjskolerne og praksissektoren går sammen om at finde en løsningsmodel, der kan sørge for, at de studerende stadig kommer ud i den virkelige verden, så sundhedsreformen ikke ender med en forringelse af kvaliteten af de sygeplejersker, vi uddanner, og dermed bliver en forringelse af sundhedsvæsenet
fortsæt med at læse
