Debatindlæg afChrister Rovang

Gymnasielærer

Hvordan kan vi, der arbejder med unge og uddannelse, med sikkerhed vide, at der ikke kommer noget godt ud af år efter år at afsætte færre penge til uddannelse? Måske er dumhed fremtiden.

Gymnasielærer: Lad os give dumheden en chance!

Lyt til artiklen

Lad os give dumheden en chance. Alt for længe har vi undervisere rystet på hovedet, når borgerlige politikere har gennemført besparelser på uddannelsesområdet, men lad os nu give det chance! Måske er det i virkeligheden en god idé? Hvordan kan vi, der arbejder med unge og uddannelse, med sikkerhed vide, at der ikke kommer noget godt ud af år efter år at afsætte færre penge til uddannelse?

Hvordan kan vi vide, at travle gymnasielærere med stadig mindre tid til at forberede undervisningen ikke skaber bedre undervisning? Måske vil fagligheden stå stærkere hos den enkelte elev, når den ikke fortyndes med pædagogik og didaktik? Og måske kan en udbrændt lærer give eleverne et stærkt incitament til selv at lære faget? Måske lærer eleverne mere af, at deres opgaver ikke bliver rettet så grundigt? Og måske behøver de slet ikke at aflevere nogle individuelle danske stile for at blive fremragende skrivere? Det er jo vigtigt at kunne skabe noget selv.

Måske skabes der grobund for spændende innovative forslag, når eleverne ikke længere kommer på ekskursioner, og man skærer aktiviteter uden for undervisningen ned? Måske giver det nogle interessante dynamiske effekter på skolerne, når man, ifølge Arbejderbevægelsen Erhvervsråd, i 2020 vil have sparet 12,3 mia. på uddannelse i forhold til 2015 – hvem ved? Måske stiger de årlige trivselsmålinger til den positive side, når lærerne har oplevelsen af at drive rundt i et hajfyldt farvand, hvor en kollega jævnligt forsvinder i dybet? Så kan man ligesom se tingene på en ny måde. Disrupte rutinerne.

Måske bliver samarbejdet mellem lærere, studievejledere og ledelse styrket, når vi alle opper os lidt for at nå det hele på den halve tid? På min egen skole har vi netop haft den fjerde fyringsrunde på 3 år, og jeg er ikke helt overbevist om, at det gør noget godt for arbejdsmiljøet, men måske er der noget, jeg ikke forstår? Måske vil det hjælpe de unge, som vokser op i uddannelsesfremmede miljøer, at deres lokale gymnasier må lukke pga. nedskæringer? Måske vil det inspirere dem til selv at finde på noget at lave. At være innovative. Måske vil flere unge tage en ungdomsuddannelse, hvis de skal rejse lidt længere for at tage den? Det er jo fedt at komme lidt væk fra hjemmefra.

Måske er den manglende politiske vilje til at sikre en rimelig fordeling af elever blandt storbyernes gymnasier det bedste for de unge? Nogle få, store skoler er alt, hvad vi har brug for. Måske er det bedst at holde forskellige elevtyper adskilt i det frie valgs hellige navn og sikre, at Simon og Mo ikke møder hinanden. Eller i det mindste sikre, at såkaldte profilgymnasier kan vælge de bedste elever? Det er jo trods alt eliten, der er drivkraften i dette land.

Men kan vi være sikre på, at vi opnår noget ved denne uddannelsespolitik? Måske opnår vi, at færre borgere i fremtiden vil blive i stand til at gennemskue, hvor dumt det egentlig er, når borgerlige politikere fastholder besparelser på uddannelsesområdet.

Christer Rovang

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her