Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Journalist: Måske har Joachim B. Olsen ret i sagen om udenlandsk klingende navne?

Hvorfor er der ikke flere ikke-vestlige 3. generations indvandrere, der hedder Ida, Emma, Oliver og Victor, spurgte Joachim B. Olsen på Twitter. Politikeren har måske en pointe, skriver Filiz Yasar.

Debatindlæg

»HVOR KOMMER dit navn fra?«, er det mest stillede spørgsmål, jeg får. Alt afhængig af hvor kæk jeg er den pågældende dag, kan jeg enten svare, at jeg er opkaldt efter en kønssygdom (syfilis), eller at det kommer af det spanske ord for glæde (feliz), hvorefter folk prompte udstøder et ’feliz navidad’, og så kom vi pludselig i julestemning igen.

Sandheden er, at mit navn svarer til den tyrkiske version af Karen og betyder faktisk blomsterskud. Det er bare ikke lige altid, jeg er i humør til at fortælle om hele min eksotiske oprindelseshistorie, selv om de fleste er vældig interesserede i at høre, hvor ’sådan en som mig’ har hjemme.

Da jeg var barn, hvor mængden af løgnehistorier var på sit højeste, kunne jeg finde på at bruge dæknavne som afledningsmanøvre. Det var for belastende at få mit navn råbt op i plenum, da det konstant voldte udtalebesvær. Sommetider blev jeg så trodsig over mine forældres valg om at gøre mig speciel, at jeg hellere ville kamuflere det med enten et Frida eller Freya. I dag omfavner jeg det. Sådan da. I mit journalistiske virke bliver jeg dagligt konfronteret med, at Filiz er særegent, for det er et navn, der kræver klar artikulation for slet ikke at nævne dobbeltgentagelse, hvis ikke man skal tro, at jeg er en mand, der hedder Felix. Jeg har i nogle tilfælde fået reaktionen: »Dét kan man da ikke hedde«, hvor jeg nidkært forsikrer dem om, at den er god nok.

Som tredjegeneration af gæstearbejdere har mine forældre altid insisteret på, at jeg skulle svare Danmark, når nogen spurgte om, hvor jeg rigtigt kommer fra. Til stor forvirring for mange – for hvis jeg kom fra det her kongerige, skulle jeg så ikke have haft et danskklingende navn?

Ifølge Joachim B. Olsen ville svaret her være, jo, det skulle jeg da. Den liberale kuglestøder var ikke bange for at støde nogen på integrationsmanchetterne, da han på Twitter skrev: Hvorfor der ikke er flere ikke-vestlige 3. generations indvandrere, der hedder Ida, Emma, Oliver og Victor?

Folk var ikke blege for at påpege, at Joachims eget navn egentlig er af hebraisk herkomst, og siden hele twitter-bashingen har lagt sig, har jeg faktisk ikke kunne lade være med at spekulere på, om manden måske har fat i noget? (Selv om jeg er ikke meget for at indrømme det)

For hvis man som forældre giver sit barn besværlige (læs: mellemøstlige) navne helt ude i tredje eller fjerde generation, og man er bosiddende i Danmark, så er det altså også et aktivt valg om at besværliggøre sit barns fremtid. Ligesom at man skal være indstillet på et løftet øjenbryn eller to, hvis man kalder sit afkom for et outreret navn som Dyne. Navne forpligter, og det viser, hvad ens identitet er rundet af (eller hvor wack ens forældre er). Derfor bliver det et spørgsmål om, hvorvidt forældre ønsker at blende sine børn ind i fællesskabet eller ej. Jeg kan derfor ikke se det kontroversielle i at fremhæve fornavne som markør for, hvor meget man lader sig integrere i den majoritetskultur, man nu befinder sig i. Det er vel common sense, at hvis man som indvandrer navngiver sit barn efter noget mere dansk, så har man truffet et afgørende valg.

Om det er et godt eller dårligt valg, afhænger af ens indstilling til integration vs. multikultur. Personligt er jeg selv tilhænger af, at man skal tilegne sig landets skikke, når man alligevel har valgt at slå rødder i det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, som viser sig, er dog, at der faktisk løber to ensartede tendenser hos både de etniske danskere og så efterkommerne. Ifølge Danmarks Statistik navngiver etniske danskere deres børn, efter hvad der fungerer både på dansk og på den internationale arena. Det er vel resultatet af, at vi lever i en verdensomspændende tidsalder, hvor Aage altså kræver mere anstrengelse at udtale rigtigt fra en engelsktalende end det populære William. Og er det ikke ganske naturligt, at mange forældre ønsker at klæde deres barn på til at være borger i den globale landsby?

Det samme kan man konstatere blandt efterkommere. Størstedelen giver deres børn navne, der både kan udtales på dansk og på oprindelsessproget. Og er det et problem? Nej, det er det ikke. Problemet er, at vi har politikere, der er så utålmodige med at fremskynde integrationsprocessen, at de glemmer, at den allerede er i fuld gang. I min familie lærte min egne forældre lektien, da min yngste lillesøster kom til verden. Hun hedder nemlig Selin, en tyrkisk version af det franske Céline, der overhovedet ikke kan associeres til hverken kønssygdomme eller julesange.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden