Min kæreste og jeg skal være forældre til sommer. Vi har allerede et barn sammen, og vi glæder os til endnu engang at tage imod et lille nyt menneske. Men ifølge Region Hovedstaden er det kun mig, der skal have et barn.
Jeg er nu over halvvejs i graviditeten, og jeg har i alt modtaget 10 breve i min e-Boks vedrørende graviditeten – alle adresseret alene til mig. Min kæreste, faren til vores barn, har indtil nu ikke modtaget et eneste brev. Og ja, det er mig, der er gravid. Og ja, en skanning kan kun finde sted, hvis jeg er der. Men vi skal begge være forældre. Og vi ønsker begge at følge barnets udvikling og høre den vidunderlige lyd af hjertebanken.
Både ved besøget hos lægen og jordemoderen oplyste vi, hvem der er far til barnet. Men på trods af det eksisterer min kæreste – faren til vores barn – stadig ikke for det offentlige.
Jeg forestiller mig, hvordan jeg vil have det, hvis information om vores barn kun blev sendt til min kæreste. Uanset om min kæreste ’bare’ kunne give mig meddelelsen, så sender det et signal. Et dårligt et af slagsen. Det sender nemlig et signal om, at den ene forælder er den primære forælder.
Da mine forældre – for efterhånden mange år siden – blev skilt, tilfaldt forældremyndigheden per automatik min mor. En ordning, der nu fremstår som gammeldags, hvor forældremyndigheden ved skilsmisse som udgangspunkt er fælles.
Vi ved det alle: Men nu kommer nyheden om, hvor stort søvnunderskud spædbørn giver deres forældreJeg håber, at vi i den nærmeste fremtid vil tænke tilbage på den tid, hvor det offentlige kun sendte informationer om graviditeten til moren, som håbløst gammeldags. Myndighederne har mulighed for at ændre praksis og sende post til begge forældre og dermed sende et signal om, at begge forældre har et lige stort ansvar over for deres fælles barn.
fortsæt med at læse
