»Skal du gå nu, mor«, spurgte hun ængsteligt og klemte min hånd, da vi trådte ud på legepladsen i børnehaven.
Hun var 2 år og 9 måneder gammel, på anden dag under indkøring. Planen var, at jeg skulle gå en times tid eller to, imens hun legede lidt på stuen med de nye venner og søde pædagoger. Men der var sygdom hos personalet, også i dag. Ingen tog imod, da vi ankom, så vi fandt selv ud på legepladsen. Her var alle sendt ud i støvregnen, vel sagtens for at give den stakkels unge vikar en slags overblik.
Jeg spejdede desperat efter en kendt voksen, imens jeg over for barnet lod, som om alt var fint. Bare rolig, lille skat, jeg passer på dig. Måske kunne vi genkende et barn, hun før havde leget med, tænkte jeg og kiggede rundt. Intet held.
»Skal du gå nu, mor«, spurgte hun igen.
»Nej, skat, det skal jeg ikke, jeg bliver hos dig«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar