Da Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) i 2016 ændrede pandaens status fra ’truet’ til ’sårbar’ dyreart, blev nyheden paradoksalt nok ikke hilst velkommen i Kina.
Pandaen har igennem årtier udgjort et nyttigt udenrigspolitisk instrument for magthaverne i Beijing – et eftertragtet symbol på diplomatisk velvilje og eksklusivitet – og i den forstand kunne IUCN’s beslutning siges at devaluere pandaens politiske værdi. Under alle omstændigheder er noget af glansen gået af pandadiplomatiet, i takt med at Kinas intensive pandaopdrætsprogram har gjort det muligt at udvide kredsen af modtagerlande betragteligt de senere år. I dag er det fristende at betragte pandadiplomatiet som endnu et kapitel i Kinas kommercielle succeshistorie, for så vidt pandaerne bestemt ikke er gratis for modtagerlandene (standardtaksten er 7-8 mio. kr. per år) – og formelt set blot til låns.
