I denne uge brændte Notre Dame i Paris, eller i hvert tilfælde dele af den. Det fik mig til at tænke på, hvordan alting forgår, hvordan alting dør og forsvinder mellem fingrene på os. Nogle gange sker det ved overlagt ødelæggelse, andre gange bare fordi tiden går. Det eneste, vi kan være sikre på at beholde, er tabet selv.
De sociale medier har flydt over med kærlighedserklæringer til Notre Dame. Men ikke uden modstemmer fra krogene, der har mindet om alle de andre bygninger, der er brændt ned, sønderbombet og tilintetgjort, men som ingen gider at beskæftige sig med.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



