Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Vi er i Socialdemokratiet blevet klandret for at stemme sammen med regeringen om 80 procent af lovgivningen. Tænk, det, synes jeg, er et adelsmærke. Det betyder jo, at vi, på trods af at vi ikke har et flertal, har fået indflydelse på 80 procent af det, der er gennemført

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Pernille Rosenkrantz-Theil: Drop ultimatummerne og lad os i stedet holde fast i det samarbejdende folkestyre

Det ville ikke have været muligt at udvikle velfærdssamfundet, hvis vi og alle de andre partier havde ageret ultimativt op gennem danmarkshistorien. I politik har man nemlig aldrig flertallet selv.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er en ny virkelighed i Danmark: Flere og flere af de mindre partier har nærmest en konkurrence kørende om, hvem der kan være mest stejle og stille flest ultimative krav.

Jeg nævner i flæng Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance.

Hvad er det i vores samtid, der har skabt så megen stejlhed? Hvordan kan et samfund som det danske, der nærmest er et af verdens førende på frihed, lighed og velstand, blive hjem for voksende uforsonlighed? Og hvad er det helt præcis, vi hver især og som fællesskab vinder på det? Ikke særlig meget, hvis man spørger mig.

Med de ultimative krav følger en konkurrence om, hvem der kan være hårdest over for hinanden og fordømme hinanden mest. Ud over at det er meget lidt kønt at høre på, så forstår jeg ikke logikken i det ultimative. For den, der stiller ultimative krav, får uendelig lidt igennem.

I dansk politik har man aldrig flertal selv, og derfor skal man kunne samarbejde med andre. Og det kan man ikke, hvis man er ultimativ. For så kan man ikke bøje sig mod hinanden og i fællesskab rykke tingene i den retning, man ønsker.

Det er nemt at kommunikere den skingre absolutisme. Men det er golde meldinger, for det er helt og aldeles umuligt at få noget ud af det.

Forestil dig, at der var opstillet et veganerparti til Folketinget. Forestil dig så, at veganerne kun ville lægge stemmer til et regeringsgrundlag, hvis det heri indgik, at kød, æg, læder og alt andet fra dyr skulle forbydes.

Så sker der jo det, at hverken veganerne – eller vi andre lidt mere moderat grønne – kan få et flertal for at skifte klimakurs. Hverken i mere plantebaseret eller i nogen mere moderat, grøn retning. Og så fortsætter vi den forkerte vej. Det bedste bliver på den måde det godes værste fjende.

I forhold til at forandre på verden er det ultimative frugtesløst. Hvad fik gymnasieeleverne eksempelvis ud af, at Alternativet forlod forhandlingsbordet? Det er da ikke en særlig effektiv tillidsmand, der ikke skaffer de resultater, man kan, med de mandater, man har.

Det ultimative krav kan bruges til at blokere for alt muligt, men meget sjældent til at skabe nye ting og forbedringer. Mest af alt er det ultimative derfor en konkret trussel mod enhver form for forbedring af noget som helst.

Det stærkeste ord i verden er ikke nej, men ja – for så bliver det jo til noget. Måske ikke nøjagtig det man gerne ville, men det går i den rigtige retning.

Vi er i Socialdemokratiet blevet klandret for at stemme sammen med regeringen om 80 procent af lovgivningen. Tænk, det, synes jeg, er et adelsmærke. Det betyder jo, at vi, på trods af at vi ikke har et flertal, har fået indflydelse på 80 procent af det, der er gennemført.

Vi har reddet en havmøllepark, vi har fået et konfliktmæglende skilsmissesystem, vi har fået sat penge af til at forbedre arbejdsmiljøet, og vi har sikret, at 25 procent af alt nybyggeri er almennyttigt.

De ting var ikke blevet til noget, hvis vi havde ageret ultimativt. For selvfølgelig var der ting, hvor vi ville have gjort det anderledes, hvis vi havde et flertal selv.

Selv vi, der holder fast i en samarbejdsstrategi, møder en radikaliseret politisk debatforms pres for at kaste sig ud i et destruktivt ræs mod den parlamentariske bund. Mod en uforsonlighed, der vil betyde et stop for det samarbejdende folkestyre.

Parlamentarismen kræver jo – for at virke – at parlamentet befolkes af medlemmer med et parlamentarisk sindelag.

Partier med 3, 5 eller 8 procent af stemmerne forsøger at gennemtvinge en politik, som 75 procent af befolkningen er imod. Liberal Alliance testede metoden i den forgangne valgperiode for at presse en skattepolitik igennem til fordel for samfundets rigeste. En politik, som kun 5 procent af landets befolkning deler.

Nye Borgerliges Pernille Vermund har slået sig og sit parti op på et løfte om at radikalisere dansk politik med en parlamentarisk strategi, der baserer sig på ufravigelige – og for resten af landet helt umulige – krav.

Morten Østergaard vil umuliggøre regeringen af landet, hvis han ikke får stoppet en udlændingepolitik, som et overvældende flertal i både Folketing og befolkning ellers bakker op om. Uffe Elbæk vil gøre det samme.

Hvis gamle partier som Venstre, Konservative, Radikale og Socialdemokratiet havde været ultimative over for hinanden op igennem historien, havde vi i Socialdemokratiet slet ikke kunnet udvikle velfærdssamfundet.

For hvordan skulle vi dog have fået flertal for det? Ingen af os har nogensinde haft sådan et alene, og derfor har man altid måttet droppe ultimatummerne og gå efter det bedst tænkelige resultat med de mandater, der er.

Det er jo unægtelig rigtigt, at vi i Socialdemokratiet ikke kommer igennem med al vores politik. Men vi kommer vel igennem med meget og har jo over tid fået skabt den helt særlige skandinaviske velfærdsmodel og dermed et af de tryggeste og rigeste samfund i verden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er vores sind og tanker jo undervejs blevet forædlet af andre partiers og menneskers indsigter. Hvor meget politik kommer partier med ultimative krav igennem med? 1 procent? 2 procent?

De lyder skarpe, og deres respektive budskaber er lette at gengive: En 30-timers arbejdsuge. Åbne grænser. Ud med muslimerne.

Men det bliver ikke til noget. For et lille mindretal kan heldigvis ikke tvinge et massivt flertal. Man kan få præget udviklingen, og er man samarbejdsvillig, får man lov at forme danmarkshistorien mere, end hvis man er ultimativ.

Helt ærligt – hvordan skal vi andre egentlig håndtere de ultimative krav i den konkrete situation? Skulle vi svare: Okay, så I vil slet ikke være med til noget som helst grønt, hvis ikke kød bliver gjort helt og aldeles forbudt. Så selv om 95 procent af Folketinget og befolkningen mener, at det er at gå lige lovlig drastisk til værks, så forbyder vi da lige kød.

Ej vel? Og det store spørgsmål er jo: Er det overhovedet demokrati?

På den baggrund er det for nogle mennesker nærliggende at spørge: Hvorfor så ikke en bred SV-regering hen over den politiske midte? Svaret er, at det samarbejdende folkestyre bliver handlingslammet, hvis ikke der sidder en regering, som kan serve boldene.

Det fik i sin tid S-SF-R-regeringen til at brase sammen, det har fået V-LA-K-regeringen til at stå i stampe.

Der er forskel på at være i regering sammen og på at forhandle og samarbejde om det meste af politikken. Det svarer lidt til at foreslå, at arbejdsgiverforeningerne og lønmodtagerorganisationerne skal slå sig sammen.

Følger man logikken fra de aktuelle fortalere for en SV-regering, så er arbejdsgiverne og lønmodtagerne jo 100 procent enige, da de har skrevet under på de samme overenskomster i mere end 100 år.

Der er altså ingen forskelle er overhovedet. Goddag, mand, økseskaft. Ligesom i Folketinget forhandler de jo med hver deres værdisæt samt hver deres holdninger til løsninger, og så ender de med at finde hinanden i en overenskomst, som begge parter støtter.

Den slags virker. Men var de én og samme organisation, ville de sætte hinanden skakmat. For skal de så spille ud med forslag om lønstigninger eller forslag om lønfald? Forhandlingerne vil aldrig kunne påbegyndes, fordi de internt ville have en modsatrettet opfattelse af, om de skal serve med baghånd eller forhånd. Derfor skal de selvfølgelig ikke forene sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men de skal selvfølgelig finde hinanden til sidst i en aftale, som begge parter støtter. Det skal vi også i Folketinget, hvis det står til os socialdemokrater. Vi skal ikke slå os sammen med Venstre og danne regering sammen, men vi skal forhandle med dem, og vi skal i de fleste tilfælde finde hinanden til sidst.

Jeg synes, vi skal droppe stejlheden og holde fast i det samarbejdende folkestyre. Jeg håber, vælgerne forkaster en ny tids radikaliseret politik. Lad os i stedet stå solidt rodfæstet i de værdier, vi hver især har, og så lytte til hinanden og finde fælles løsninger.

For se, hvad vi har kunnet udrette i Danmark med et samarbejdende folkestyre.

Det er langsigtet og solidt, det er sådan, man kan forandre et samfund. Og det er altså noget andet og mere end at få et godt valg for et politisk martyrium.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden