Jeg husker særligt én oplevelse med min første mobiltelefon, som jeg fik lige før årtusindskiftet. Den hed Ericsson T18 og var en lille, sort og kompakt klods med en klap foran tastaturet og en kort, tyk antenne. Da jeg lige havde fået den, gik jeg lykkelig over Knippelsbro i København og nød den helt særlige fornemmelse af at kunne ringe til hvem som helst, hvornår jeg ville. Jeg stak hånden i jakkelommen og greb om mobiltelefonen, mærkede dens tyngde. Pludselig mærkede jeg også en overvældende trang til at kyle den i havnen. Bare tyre den af alle kræfter, se den beskrive en smuk bue og ende i det kolde vand med et lækkert plump. Og det var ikke, fordi jeg hadede den, men fordi dens form, størrelse og vægt helt spontant fortalte mig, at den ville være verdens bedste kasteobjekt.
Siden begyndte andre spontane indfald at erstatte min kasteimpuls, når jeg så eller rørte min telefon. Særligt én impuls over dem alle. Tjekkeimpulsen. Jeg fik efterhånden lært mig at undersøge, om nogen havde skrevet noget, ringet eller måske endda lagt en besked på mobilsvareren, hver gang jeg havde været væk fra mobilen eller blot glemt at kigge på den et stykke tid. Jeg lærte at åbne klappen, tænde skærmen og kigge der, hvor de små ikoner plejede at dukke op. I begyndelsen lidt klodset. Siden som en ninja.
Ti år senere fik jeg min første smartphone. En HTC Desire. Nu behøvede jeg heller ikke længere at sparke min larmende computer i gang for at se, om jeg havde fået mails, om der var sket noget på Facebook, og få min daglige dosis nyheder. Mobilen lå på sin plads på natbordet, sat i opladeren, og jeg kunne straks gribe den, når jeg slog øjnene op. Hvis jeg bare har tjekket mobiltelefonen 10 gange dagligt (og det er meget lavt sat, hvis jeg skal være helt ærlig), har jeg i dag tjekket den mere end 50.000 gange. Der er ikke noget at sige til, at jeg efterhånden blev ret god til det.
Skriv kommentar