I et debatindlæg 20. juni udtrykker nyuddannet psykolog Alex Klubien-Lund bekymring over, at »en ældre herre på 68 år med dybe traumatiske ar på sjælen kan risikere at blive behandlet af en 24-årig«.
Som kommende fagfælle til Klubien-Lund bliver jeg nødt til at være en modstemme over for frygten for unge nyuddannede og ofte kvindelige psykologer. Lad mig starte med at slå fast, at ingen studerende befinder sig på psykologistudiet, fordi der ikke var andre muligheder. Det er mennesker, som brænder for psykologifaget. Når jeg ser på mine medstuderende, ser jeg engagerede og empatiske mennesker, der kommer med mange forskellige interesser og erfaringer. Jeg ser mennesker, der foruden studiet bruger deres tid som frivillige på f.eks. Livslinien, med studiejobs på eksempelvis socialpædagogiske bosteder, og som samtidig tager del i de mange sociale og faglige foreninger på selve studiet.
