Det er min far, der lukker mig ind i lejligheden. Jeg møder hans blik i entreen, inden jeg skynder mig forbi med retning mod altanen. Det er nemlig her, tante befinder sig. »Jamen kommer du også«, pipper hun og vil have, at jeg skal sætte mig ned. Jeg sætter mig på altangulvet. Det er nemlig her, hun ligger. På ryggen med benene hen over dørtrinnet ind til soveværelset. Øjnene er spærret op, blikket er vildt og forvirret.
Hun vil gerne ud på det der og ordne håret og vaske sig. Det kan jeg godt forstå, for håret er fedtet og uredt, og selv om det må være nogle timer siden, så vidner lugten om, at tante har tisset i bukserne. Min far og jeg er kommet for at holde et møde med kommunens demenskoordinator om tantes situation. At hun husker dårligt og har brug for hjælp til mange ting, ved hun godt, men at hun er så dårligt kørende, at en plejehjemsplads er på høje tid, bliver svært at overbevise hende om. Men så langt når vi ikke.
