Kære Ellen Trane Nørby. Jeg sad forleden og overvejede at skrive et takkebrev til Dem, fordi De som noget nær den eneste venstrepolitiker formåede at holde bøtte om ledelsesforholdene i partiet, mens knevren gik over land og rige. Ingen venstremand eller -kvinde holdt sig tilbage, når pressen kaldte; alle havde pludselig en mening om, hvem og hvem-ikke og ville gerne til fadet, selv om de ikke havde noget at sige ud over at gentage hinanden og sig selv.
Nu trænger vi først og fremmest til fred og refleksion, sagde Ellemann-Jensen meget forståeligt. Det var omtankens tid, ikke udtalelsens. Ja, Godmorgen! Claus Hjorth havde i sin tid åbnet ballet; nu skulle der prop i, men tværtimod begyndte hvem som helst at styrte i armene på enhver journalist, der dukkede op. Snart var ingen mikrofon, intet kamera for lille eller for langt væk.
