Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Arkivfoto: : Claus Nørregaard/POLITIKEN
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg var desperat og ønskede at dø, men det var først tredje gang, jeg bad om hjælp, at den psykiatriske skadestue lukkede mig ind

Alvorlig psykisk sygdom eskalerer uden tilstrækkelig behandling. Det er dyrt at ødelægge mennesker på denne måde

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har en uhelbredelig sygdom, som cirka én ud af fem dør af. At den sygdom er psykisk, og at dem, der dør af den, dør af selvmord, burde ikke gøre en forskel, i forhold til om vi kan få behandling. Men det gør det. En meget stor forskel.

I julen 2015 brød jeg sammen. Jeg har, siden jeg var teenager, haft perioder med nedtrykthed, men forsøgte ikke at tage notits af det. Alle er sommetider i dårligt humør, tænkte jeg. Men denne gang tog det overhånd. Jeg tænkte konstant på døden og var lammende angst.

Jeg var på den psykiatriske skadestue tre gange, inden jeg fik hjælp.

Jeg ville samle styrke til at købe et reb og springe ud fra mit kollegies brandtrappe

Første gang fortalte jeg, hvordan jeg havde det. At jeg var desperat og ønskede at dø. Intet skete.

Anden gang simulerede jeg skizofrene symptomer og forklarede, at jeg modtog hemmelige beskeder i graffiti. Jeg fik igen at vide, at jeg skulle tage hjem, men at jeg ville få et brev med en invitation til at blive udredt for skizofreni. Det brev kom aldrig. Så i stedet planlagde jeg mit selvmord. Jeg ville samle styrke til at tage ned og købe et reb og springe ud fra mit kollegies brandtrappe, så min nakke forhåbentlig ville brække hurtigt og smertefrit.

Jeg tog mig sammen til at tage ned på den psykiatriske skadestue én sidste gang. Da jeg endelig fik lov til at blive lukket ind og få den hjælp, jeg havde brug for, rystede jeg af gråd. Det burde ikke have været så svært. Jeg burde være blevet taget alvorligt langt tidligere.

Vi ved, at en tidlig og robust indsats er altafgørende, men psykiatrien er konstant under massivt pres. Man har kun ressourcer til at indlægge de mest elendige af de elendige, og man udskriver patienter, så snart de begynder at gøre fremskridt. Dem, der arbejder i psykiatrien, ved, at det ikke burde være sådan, men de har ikke noget valg.

Siden jeg i 2015 blev indlagt første gang, har der ikke været ét år uden spareøvelser, der har direkte indvirkning på min behandling eller kontakt til psykiatrien.

Psykiatrien er kommet til et punkt, hvor den kun har ressourcer til at opbevare mennesker, der langsomt svinder hen. Alvorlig psykisk sygdom eskalerer uden tilstrækkelig behandling. Det er dyrt at ødelægge mennesker på denne måde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden