Med Herbert Pundiks død er vi mange, der har mistet ikke alene en beundringsværdig kollega og en dynamisk chef. Hans verdenskort var større end vores; nu må vi navigere uden dets hjælp. Og nogle af os må også undvære en samtalepartner uden lige. Herbert kunne smalltalke om hvad som helst og som det familiemenneske, han var, vise rørende interesse for ens egen familie og dens trivsel – omkring de talløse borde i byen, ude og privat, år efter år.
Men han fandt altid anledning til også at komme ind på noget af fælles vigtighed. Han ville have noget meningsfuldt ud af samværet. Derfor holdt han fast. De spørgsmål, han besvarede ens bidrag med, førte altid sagen videre. Han slap ikke tråden, hvor andre gled af og videre; tværtimod indkredsede han stædigt det centrale; og i og med at man måtte strenge sig an, når man tog noget op med Pundik, blev man også selv tvunget til at tænke efter. Lige så gerne han forklarede og gjorde rede – for ikke at sige til tider docerede – lige så parat var han til at høre og tage til sig, når noget interesserede ham. Tag ikke fejl: Han hørte meget mere og så meget mere i folk, end han i reglen lod sig mærke med.
