0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tomas blev overfaldet to gange på én nat: Lige meget, hvor stor en kærlighed jeg prøver at skubbe ud i verden, bliver den altid ødelagt af hadet

For 10 år siden blev jeg overfaldet to gange på en nat. Det første overfald var fysisk. Det andet var både fysisk og psykisk. Bagefter kom mørket. Det blev mit sted at bo i mange år. Først for nylig har jeg evnet at trodse det. At tage magten over det.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Tomas Lagermann Lundme blev for ti år siden overfaldet på Vesterbrogade i København. Slagene sendte ham ind i et altomsluttende mørke. Foto: Finn Frandsen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tre mænd overfaldt mig på Vesterbrogade i København ved 2-tiden en nat mellem lørdag og søndag. Det var frostvejr. Asfalten var glat. Jeg faldt bagover. Fire tænder blev slået løs. Min læbe blev flækket. Der var en af de tre, der sparkede mig i ansigtet. Jeg prøvede at beskytte mig selv med mine hænder. De rev dem væk. De troede, jeg havde penge på mig. De troede, jeg havde været på apoteket og havde medicin på mig. Noget, de kunne tage fra mig og sælge videre måske? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at deres slag ramte mig. Og jeg faldt. Lægen sagde senere, jeg skulle være glad for, at jeg både havde hættebluse og hue på. Ellers havde jeg smadret mit baghoved. Jeg fryser altid. Det gjorde jeg også dengang. Det gør jeg fortsat.

Det skete så hurtigt. 15, 20 sekunder måske, mere var det sikkert ikke. En fyr kom løbende mod dem. Og de stak af. Jeg blev liggende. Jeg kunne se Frihedsstøtten ude på gaden. En søjle af håb om noget andet. Jeg kom på benene. Jeg havde brækket et par ribben. Det vidste jeg ikke. Han ville støtte mig, fyren på gaden. Jeg ville ikke have det. Ville ikke have, at nogen rørte ved mig. Sådan havde jeg det også i lang tid bagefter. På dårlige dage har jeg det stadig sådan. Han ville ringe efter hjælp. Jeg ville bare hjem. Jeg begyndte at gå. Det sneede. Jeg tænkte på min farfar. Fyren, der havde prøvet at hjælpe mig, duftede som ham. Han var også ryger.

En kvinde på Vesterbro Torv ville også hjælpe mig. Jeg ville ikke have det. Jeg undgik at møde hendes øjne. Jeg kunne mærke, at blodet farvede mit halstørklæde. Dryppede ned på min jakke. Jeg tørrede det værste væk med en vante.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts