Det var koldt, og der lå rimfrost på græsset i Fælledparken, da Peter Øvig og jeg i marts 2018 gik vores første tur uden for Rigshospitalets åbne psykiatriske afdeling under hans indlæggelse. Det mindede om Mindeparken i Aarhus, hvor vi havde gået uendelig mange ture som store drenge, og på en måde var det en forsikring om, at vi var i gang igen efter hans lange mørke depression og indlæggelse.
Peter og jeg har været meget nære venner, siden vi var 11 år, med alt, hvad det indebærer af fælles oplevelser, diskussioner og ikke mindst at være kontinuerligt vidne til hinandens liv. Peter er forfatter, og det er efterhånden mange år siden, det gik op for mig, at der var en cyklus i hans liv med arbejdsdisciplin, udgivelser og udmattet mørke, inden han fik fat igen. Jeg har været en del af mørket med samtaler og gåture og forsøg på at forstå, men også med en forestilling om, at det netop var en cyklus, en tillid til, at det ville vende, og at han ville vende tilbage.
Det skete ikke denne gang. Han blev mere og mere mørk og endte efter alt for lang tid med indlæggelse, elektrochok og en langsom rejse tilbage.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar