I slutningen af januar gik jeg en tur i den berlinske bydel Lichtenberg, hvor jeg bor, og pludselig lyste en husmur op i mørket. Navne, deporteringssted og -dato samt dødsdatoer lyste op på husmuren. Det var navnene på de tusindvis af jødiske Lichtenberg-borgere, der blev deporteret til blandt andet Auschwitz. På en sådan aften, hvor fortiden bogstaveligt talt kastede sit dunkle lys på husmurene, virkerede fortiden skræmmende tæt på.
Senere på ugen stod jeg en eftermiddag foran den tyske parlamentsbygning i Berlin, hvor en demonstration mod det tyske parlaments afstandstagen fra BDS (Boycott, Disinvestment and Sanctions) fandt sted. Et bredt flertal i det tyske parlament vedtog i maj sidste år en ikkebindende resolution, som definerede BDS-bevægelsen som antisemitisk. BDS er en international palæstinensiskledet organisation, der arbejder for palæstinensernes rettigheder gennem blandt andet boykot af israelske produkter.
