Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har de seneste uger turneret medierne rundt med sit budskab om, at der i beskæftigelsesmålene for 2021 indføres et nyt mål, som lyder: ’Alle ledige skal have en værdig sagsbehandling’. Som eksempel på, hvad ministeren mener med det, refererer han til en sag fra Hedensted Jobcenter, hvor en sygemeldt, 50-årig mand med smerter i hænderne blev spurgt om, hvordan han tørrer sig selv bagi efter toiletbesøg. Her går åbenbart en grænse.
Sidst begrebet ’værdighed’ for alvor var på den politiske dagsorden, handlede det også om toiletbesøg. Det var dengang, det blev offentligt kendt, at beboerne på landets plejecentre fik lov at sidde i rigtig mange timer med snavset ble, fordi personalet ikke havde tid til at hjælpe dem med at forrette deres nødtørft. Dengang førte debatten til den såkaldte ’værdighedsmilliard’, som siden 2016 årligt er blevet fordelt til kommunerne. Til gengæld har de så pligt til at formulere en værdighedspolitik på ældreområdet, som bl.a. skal beskrive indsatser for bedre livskvalitet, selvbestemmelse, tværfaglig sammenhæng og sågar en værdig død.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



