I et stort opsat interview (Politiken, 23. februar) optegner professorerne Ayo Wahlberg og Niels Erik Skakkebæk en dystopisk fremtid præget af faldende fertilitetsrater i industrialiserede lande. I alarmerende vendinger beskrives det som en eksistentiel trussel, som både civilsamfund og politikere må konfrontere sig med. Forskerne understreger, at de »ikke har personlige eller politiske holdninger til hverken indvandring til lande, der mangler arbejdsduelige hænder, eller de forandringer, der sker i samfundene som følge af lav fertilitet«.
I stedet formulerer de deres ærinde, som at de ’bare’ fremlægger fakta, sådan at befolkningstilvæksten kan diskuteres på et informeret, neutralt grundlag: »Vi skal kende konsekvenserne af, at vi ikke får børn nok«, bl.a. så vi kan diskutere, »hvad der vil ske med vores kultur, hvis ikke vi føder børn nok«.
Men Wahlberg og Skakkebæks vidensproduktion er ikke neutral. Deres konklusioner er præget af en dyb investering i en etnisk og racialiseret reproduktion af nationen. At undersøge udvikling og årsager til infertilitet er selvfølgelig ikke per definition forkert, men den bekymring, som de to forskere stiller sig i spidsen for, er ideologisk tonet, for Wahlberg og Skakkebæk udpeger hvid fertilitet som særlig truet og som nøglen til industrialiserede nationers overlevelse, samtidig med at de aktivt afviser at medtænke en allestedsnærværende politisk kontekst, hvor indvandring igen og igen fremstilles som et onde, der må bekæmpes. En kontekst, hvor mennesker deporteres eller efterlades til en langsom død i flygtningelejre både inden og uden for EU’s grænser.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar