Hjælp! Når pandemien ruller, får vi alle nemt frygtkuller.
Ikke nok med sygdommen selv, men når også vores indkomst kommer i fare, blinker alle røde lamper. Hvad ville du gøre, hvis du pludselig stod uden indkomst af nogen art de næste seks måneder? Og der ikke ventede en fast indkomst på den anden side?
Det er virkeligheden for mange danskere. En voksende gruppe, som politikerne næsten altid glemmer. På trods af frygten er det akkurat nu, vi bør vise modet til også at hjælpe dem.
Coronapandemien rammer folks privatøkonomi helt forskelligt. Mange offentligt og privat ansatte kan arbejde hjemme eller endda holde fri med fuld løn, mens andre helt mister deres indtægtsgrundlag og intet har at falde tilbage på. Især rammer det de såkaldte prekære, der arbejder som løstansatte, freelancere eller som soloselvstændige.
Det går blandt andet ud over tolke, freelancejournalister, kulturfolk, rengøringsbranchen og mange andre. Nogle har lidt på kistebunden til at klare sig gennem krisen, men det er altså den opsparing, de har som buffer, når de selv rammes af sygdom eller uheld.
Og hvad med alle dem, der i forvejen har en lav indtægt? Omkring en tredjedel af alle selvstændige lever tæt på fattigdomsgrænsen. Mange af dem vil med krisen ryge på kontanthjælp, skulle slås med systemet, og måske bliver de tvunget til at forlade hus og hjem. Til skade for dem selv, men også samfundsøkonomien.
Coronakrisen udstiller, hvor ulige vores arbejdsmarked er, og hvor dårligt stillet prekariatet er. I modsætning til de fuldtidsansatte har de ikke den samme sikkerhed på arbejdsmarkedet. De har ikke en samlet stemme og bliver stort set altid glemt, når der tales om arbejdsmarkedet og folks økonomi. Hele systemet er stadig gearet til forestillingen, at alle har et fast fuldtidsarbejde. Så når der er krise, og der må lukkes ned for arbejdspladser, er det mest med politiske forsikringer om, at de fastansatte nok skal få indkomst alligevel.
Hallo! Hvad med alle dem, der ikke har et fuldtidsarbejde? De kan ikke bare gå på dagpenge eller aftale en ordning med deres arbejdsgiver. Selv den flotte aftale om hjælp til virksomheder og ansatte, som regeringen fik på plads søndag, kan alle de soloselvstændige, løstansatte og freelancere desværre ikke bruge til ret meget. De har brug for en tryg basisindkomst ud over de mange forskellige jobs i løse ansættelser, hvor de ingen rettigheder har. Det kunne være en væsentlig brik i fremtiden for den danske flexicurity.
Der bliver i disse år flere og flere, der bliver nødt til at arbejde på den måde, og de er på mange måder dårligere stillet. De kan ikke holde barsel med løn, og mange kan ikke engang få barselsdagpenge pga. meget rigide krav om dokumentation. Sådan er der alt for mange systemer, der slet ikke tager hensyn til de mange borgere i prekariatet, og her under coronakrisen ser vi atter en gang, hvor svært de fleste politikere har ved at forstå og hjælpe dem i deres situation.
Når vi kan lave hastelovgivning for at håndtere epidemien, hjælpe banker og fastansatte, bør vi så ikke også få lavet en hastelovgivning om reel økonomisk hjælp til alle borgere, der ikke har det klassiske arbejdsliv som lønarbejder i en fuldtidsstilling?
Forhandlingerne om den nødpakke kunne bruge inspirationen fra ideen om ubetinget basisindkomst, også kendt som borgerløn. Det er helt oplagt. Her i krisen ikke som en universel ydelse, men målrettet dem, der ikke passer ind i systemerne, så de også får en tryg grundindkomst.
Vi bør køre det som et forsøg det næste halve eller hele år. Så kan vi måske også se, om det fortsat kunne være en brugbar idé, og hvad der sker, når vi sætter folk fri af tunge bureaukratiske systemer. Et frisk gæt er, at det vil være præcis det, der skal til for at holde vores samfundsøkonomi i gang og få os gennem denne krise uden øget økonomisk ulighed i Danmark.
Vis mod! Flere og flere arbejder på prekær vis. Lad os sikre dem i coronakrisen, så de ikke må gå fra hus og hjem. Lad ikke krisen gå til spilde. Tiden er netop inde til at vise mod og forsøge os med nye tanker.
