Det er sent om aftenen. Vi ligger i sengen og kan ikke sove. Børnene er gået til ro. Der er stille i huset, bortset fra en svag susen fra motorvejen ind mod New York. Men det er ikke den, der holder os vågne. Det er coronabæstet, der larmer i vores hoved. Vi er i USA, men det danske Udenrigsministerium har lige sagt, at alle danskere skal komme hjem til Danmark.
Der er kun få fly endnu. Vi skal tage en hurtig beslutning, inden verden lukker ned. Vælge mellem USA eller Danmark. Mellem Donald Trump, der letsindigt leger coronaekspert på pressemøderne og indtil for nylig mente, corona ville gå over, versus Mette Frederiksens troværdige pressemøder, strikse indsats og ’pas på hinanden’-retorik. Et amerikansk sundhedssystem i laser versus trygge Rigshospitalet. Skattebetalt velfærdssamfund versus privat sundhedssystem.
Begge lande står over for en rullende corona-tsunami. Så her i natten spørger vi hinanden: Tør vi stole på det amerikanske sundhedsvæsen? Tør vi stole på USA?
Vi har et liv her. Vi skulle være her et år. Jeg forsker og underviser på Yale, min mand laver film, og vores børn går i skole. Alt dette er på standby nu, på ubestemt tid, men er vi klar til at lukke vores liv her ned fra den ene dag til den anden? Tage gennem lufthavne fyldt med potentielt smittede, som står klos op ad hinanden. Efterlade vores ejendele og blot tage det med os, vi akkurat kan bære – som flygtninge. Vi har ikke noget at komme hjem til. Lejligheden er fremlejet, og Danmark er lukket ned.
Hvad er det værste, der kan ske? Vi er ikke i risikogruppen, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi skal ind på et amerikansk hospital uden nok respiratorer? – de har langt færre her end både Italien og Danmark. Hvis vi står med åndenød og feber, og ingen vil hjælpe, før hver eneste forsikringsdetalje er på plads? Hvad hvis vores familie i Danmark bliver alvorligt syge, og der ikke er flere fly over Atlanten? Hvad nu hvis USA bryder sammen? Og hvad betyder det overhovedet, når et samfund ’bryder sammen’?
Amerikanere står allerede nu i kø her for at købe våben. Er det kun begyndelsen? I Danmark hamstrer folk trods alt kun toiletpapir. Vi er vokset op på sødmælk og velfærdsstat, og så nu, hvor en global epidemi rammer, så er vi her i sundhedsprivatiseringens epicenter. God timing. Amerikanerne er bange, vores venner her er bange. Alt for få testes, og ingen aner, om New York eksploderer i smittede om få dage, som i en katastrofefilm på Netflix. Hvad er det, der venter forude?
Jeg ved, at vi langtfra er de eneste, der nattespekulerer. Det gør millioner af mennesker i de her uger. Hvad med bedstemor? Hvad med det dårlige immunforsvar? Hvad med jobbet? Hvad med huslejen? Må børnene lege med nogen overhovedet? Er det bedre at bestille mad på Nemlig end at stå i kø i supermarkedet? Selv Mette Frederiksen står på pressemødet og siger, at hun aldrig har stået med så mange svære dilemmaer på én gang. Corona er frygtens og dilemmaernes tid. Men mange har ingen valg.
Vi bor fem minutter fra Yale og de læger, der opfandt ebolavaccinen. Jeg har et fast job i Danmark, hvor chefen ringer og spørger, om vi er OK. Og ikke mindst er vi, her i USA, velforsikrede. Vi har rejst til øde egne af verden mange gange. Sammen og hver for sig. Lande som Nigeria og Afghanistan, og vi er vant til skramlede sundhedssystemer. Alligevel er vi rådvilde og frygtsomme. For hvem har prøvet en global corona-epidemi?
Republikanere vil give pengegave for at få gang i hjuleneNår selv privilegerede mennesker som os har det sådan, hvad så med de millioner af mennesker, der ikke har nogen valg? Der er over firs millioner amerikanere, der ikke har en sygesikring, eller som er underforsikrede, de kan ikke vælge hospitalet. Hjemløse uden hjem kan ikke vælge at isolere sig. Ti millioner hårdtarbejdende illegale migranter tør ofte ikke gå til lægen af frygt for at blive deporteret. De millioner, der ikke har råd til karantæne, som har nul betalte sygedage, kan ikke vælge at blive hjemme, men må gå hostende på job. De seneste dage er forskellige lappeløsninger blevet bragt på banen, som fx 1.000 dollars i kompensation for mistet løn. Nogle forsikringsselskaber har mildnet deres regler. Men alt er usikkert og ad hoc.
Mens vi spekulerer på Danmark versus USA, får vi en mail fra kommunen her om, at alle herberger for hjemløse og suppekøkkener for de fattige er lukket på grund af corona. De har nu hverken et sted at tisse eller sove, men der vil blive opstillet nødtoiletter i parken.
For de mest udsatte er isolation og social distance ikke muligt. Menneskerettighedsorganisationer kræver nu, at folk løslades fra de klaustrofobiske amerikanske fængsler, at børnene i immigrationscentrene på grænsen til Mexico kommer ud. De, der sidder i flygtningelejre, slumområder i USA, de mexicanske migrantarbejdere i trailerparks i Californien, der plukker vores tomater. Alle de fattige, der ikke har bil, men må køre med subway og bus hver eneste dag. De kan ikke isolere sig. De kan ikke holde ’social distance’.
Det er ikke kun en udfordring i USA. Corona er hastigt på vej til Afrikas storbyer, til slumkvartererne i Nigeria. Favelaerne i Brasilien. Hvad sker der, når Corona rammer dem? Corona viser menneskets skrøbelighed og verdens ulighed i yderste potens. Den tryktester vores samfundsmodeller og vores solidaritet – eller måske snarere mangel på samme – i et globalt perspektiv.
I nætterne op til beslutningen drømmer min mand om alt fra at kæmpe mod elefanter til grupper af unge mænd, der kaster med brændende kæppe mod vores hus. Som migrationsforsker har jeg interviewet mange mennesker, der vidste, de skulle ud på farefulde migrationsruter på tværs af Sahara og i faldefærdige både over Middelhavet. De fortæller om heftige drømme, inden de drog afsted. Kriser og frygt flytter ind i drømmene – uanset hvor i det sociale hierarki vi befinder os.
En af mine studerende skriver til mig: Tror du vi vil se epidemiflygtninge? Lige nu kan ingen rigtig flygte nogen steder hen. Vi spekulerer selv på, om vi kan blive nødt til at køre til Canada? To dage efter lukker Canada sin grænse. Vi er spærret inde i USA.
Mon ikke de samme tanker har strejfet flere af dem, der har siddet indespærret i Wuhan og Bergamo i ugevis? Måske stiller de sig de samme spørgsmål, som jeg har hørt mennesker på flugt stille utallige gange i mit arbejde: Hvor er der mere sikkert end her? Hvilke oplysninger kan man stole på? Hvad venter os, når vi kommer frem? Hvornår skal vi tage afsted? Hvad koster det? Bliver vi lukket ind? Vesterlændinge er ikke vant til, at grænserne er lukkede for os. Det er de nu.
Ligesom coronapatienter skal økonomien have kunstigt åndedrætMåske giver corona en lille snert af indblik i, hvad det vil sige at leve i frygt for død, bomber, noget uventet, at bo i lande eller områder, man frygter kollapser, og som man bare gerne vil væk fra. Undtagelsestilstand og flugttanker er nyt for mange, men der findes millioner af mennesker, for hvem den virkelighed har været hverdag i årevis. Tænk på Afghanistan. Irak. Balkan. Syrien. Millioner af mennesker har oplevet, at deres ellers rimeligt velfungerende samfund brød sammen på splitsekunder. Her blev virkeligheden forvandlet til angst og mareridt på kort tid. Måske kan de nu lære os et og andet om at håndtere frygt og undtagelsestilstand? Måske kan vi få større empati? Vi er også i en slags krig nu. Sundhedskrigen, som den franske præsident Macron kalder den.
I krig og kriser skal nogen ofte have skylden, og den skyld forstærkes tit af allerede eksisterende racisme, politik og retorik. Her i USA kalder Trump konsekvent corona for ’den kinesiske virus’, hvilket gør kineserne rasende, eller han siger, at illegale migranter krydser grænsen fra Mexico med smitte. Vi europæere kunne pludselig også smage den medicin, da vi nu som potentielle bærere af virussen måtte se de smittebærende fly fra Europa lukket ned.
Uanset hvad, så er smitten her noget, der kommer udefra. Det er der ikke noget nyt i. Historisk set har migranter og flygtninge ofte fået skylden for at bringe sygdomme og smitte over grænser. Racisme, nationalisme og tildeling af skyld er en historisk farlig cocktail. Asian Americans er nogle af dem, der køber våben nu for at kunne forsvare sig mod de stigende racistiske overfald, de frygter flere af, når coronahelvedet bryder løs. Virkeligheden er, at det hverken er asylansøgere eller illegale migranter, der har smittet amerikanerne eller europæerne. Det er primært rejseglade, ressourcestærke skiturister og krydstogtturister, der har sendt corona i omløb. Paradokset er, at corona ikke kom fra, men derimod er farligt for de tusinder af mennesker, der sidder i tætpakkede flygtningelejre uden rindende vand til håndvasken, og de migranter, der lever illegalt under jorden uden pas og sygeforsikring.
Jeg ser opslag på Facebook, hvor folk, trygt, er på vej hjem til Danmark.
»Den sidste mand ude af Saigon«, skriver en på vej i flyet fra New York.
En anden »har aldrig været så glad for at skulle hjem til Danmark«.
Jeg gyser let og tænker: Måske de har ret i deres valg. Selv vores amerikanske venner ville ønske, de kunne rejse til Danmark.
Californien beder folk blive hjemme efter kritisk prognoseMen efterhånden kommer vores lokale borgmester, Elicker, på banen. I hverdagen er vi mere afhængige af vores lokale ledere end af Trump. Elicker lukker alt ned og kører kommunen efter dansk model. Godt nok uden velfærdsstat, men bedre end ingenting. Han bebuder, at de børn, der ikke får mad nu, hvor skolerne er lukket, vil få bragt mad ud. At nogle børn overhovedet skal gå sultne i seng, fordi skolerne med deres gratis frokost er corona-lukket, er på en måde alt, man behøver at vide om den amerikanske ulighed.
Corona bringer intet godt, men måske viser den os styrken ved velfærdsstaten, fællesskaber og ansvarlige, kloge ledere.
I dag er det søndag. Vi lod flyveren mod Danmark lette uden os. Vi valgte ikke Trump over Frederiksen. Men vi valgte at blive i USA, for ikke at blive smittet på rejsen og bringe mere smitte ind i Danmark.
Folk i vores kvarter tager virussen mindst lige så alvorligt, som vi fornemmer, man gør det i Danmark. Gaderne ligger øde hen. Sammen med millioner af amerikanere ved vi ikke, hvad der venter.
fortsæt med at læse
