I 1813 var Danmark i en dyb krise, måske den alvorligste i kongerigets historie. Landets økonomi brød sammen efter flere katastrofer. København var først brændt i 1795 samt siden bombarderet i verdens første terrorbombardement i 1807, hvor landet også mistede sin dengang imponerende flåde, og i 1814 mistede vi Norge. Forud lå en vanskelig genopbygningsproces, hvor alle kendte forudsætninger var ændrede. Det var ikke kun Danmark, der var kvæstet, hele verden stod foran en ny tid – med industrialisering og kolonisering. De gamle forståelser af verden havde spillet fallit.
I den svære situation tænkte mange nok, at kunsten ikke skulle være første prioritet. Men da Kronprins Christian Frederik, den senere Christian 8, blev gjort bekendt med nedskæringer på Kunstakademiets budget, sagde han: »Fattige og elendige er vi; lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op med at være en Stat«.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
