Vi unge er fuldstændig forsvundet fra den politiske debat om konsekvenserne af coronakrisen, og det gør mig både vred og bange. Jovist, vi har åbnet erhvervsskolerne, forsøger at finde en løsning for fejringen af studenterhuerne og overvejer at åbne højskolerne hurtigere end forventet. Finansministeren fremlagde også i weekenden gode forslag på lærlingeaftaler og uddannelse, men det er ikke nok. Lige om lidt venter kampen for ikke at tabe hele ungdomsgenerationer på gulvet, og regeringen og Folketinget har ikke forberedt sig på den.
Spørgsmålene er ellers mange og bliver mere og mere desperate: Kan man tjene penge i sommerferien? Hvor er lærepladserne til alle dem, som startede på grundforløb i januar? Vil det være muligt at få et fritids- eller studiejob, når man starter på uddannelse i august? Hvordan med huslejen? Er der overhovedet et ufaglært job at få, hvis man er i starten af 20’erne?
